Se dig godt for: Så svimlende meget kan meteoritten være værd

Selvom en funden meteorit skal afleveres, kan der være en stor findeløn i sigte.

Skulle du være så heldig at finde den meteorit, der muligvis er styrtet ned på Sjælland, kan du ende med en stor økonomisk gevinst.

På grund af loven om danekræ skal stenen godt nok afleveres til staten, men skulle du alligevel være heldig at finde en, venter der en findeløn.

Og den kan være stor. Rigtig stor.

Hvad er danekræ?

Du må ikke beholde meteoritten, hvis du finder den, da det er danekræ. 

Danekræ betyder, at det er en dansk naturhistorisk genstand af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Derfor tilhører danekræ staten og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum.

På forhånd er det dog ikke til at sige, præcist hvor meget meteoritten vil indbringe i findeløn. Det kommer an på flere faktorer som eksempelvis størrelse, udseende samt videnskabelig og historisk betydning.

Det fortæller Henning Haack, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum og ansvarlig for Meteoritsamling.

- Det hele afhænger af, hvilken type det er. Det svarer lidt til at spørge, hvor meget et frimærke er værd. Der er nogle sjældne typer, som er meget værd, og nogle mere almindelige typer, som ikke er så meget værd, siger Henning Haack til TV 2.

Meteorjæger fik findeløn i 2009

I 2009 blev den første og hidtil eneste fundne meteorit indleveret til Statens Naturhistoriske Museum, siden loven blev lavet i 1990.

Forskel på meteor og meteorit

En meteor er et lysfænomen på himlen. En meteorit er derimod et mere håndgribeligt fænomen, nemlig en sten, der er faldet ned fra himlen.

Kilde: Illustreret Videnskab.

Den blev fundet af en tysk meteoritjæger omkring Maribo på Lolland, og ved den lejlighed var det Henning Haack, der vurderede, hvor meget der skulle udbetales i findeløn.

Findelønnen bliver fastsat ud fra, hvad lignende meteoritter bliver handlet til på internettet, hvor det i de fleste lande er helt lovligt at sælge og købe stenene.

På nettet handles meteoritter fra mellem en kvart dollar per gram helt op til sjældne tilfælde på 20.000 dollar (133.000 kr.) per gram, fortæller Henning Haack.

Ifølge TV 2’s oplysninger fik den tyske meteoritjæger i 2009 omkring 200.000 kroner for sit fund, men selvom Henning Haack ikke vil kommentere findelønnen fra Maribo, erkender han, at det ikke var et lille beløb.

- Min skræk var, at han ville blive spist af med et eller andet, som ikke svarede til markedsværdien, men han fik faktisk det, der svarede til markedsværdien, og derfor var han en tilfreds og glad mand, siger Henning Haack og tilføjer, at flere faktorer var med til at presse prisen op:

- Den blev set af mange, og så var den en sjælden type, der viste sig at indeholde noget, som var aldrig havde set før, siger Henning Haack.

Massivt fokus på lørdagens hændelse er med til presse prisen op

Den meteor, der muligvis er styrtet ned på Sjælland, har ligesom den i Maribo fået stor opmærksomhed. Det er med til at presse prisen op, da observationer blandt andet kan være med til at kortlægge dens bane.

Det skal du kigge efter

- Meteoritten vil umiddelbart minde om en sten, men vil sandsynligvis være tungere. Jernmeteoritter er med en vægtfylde på 8-9 g/cm³ over dobbelt så tunge som tilsvarende almindelige sten.

- Den vil have en sort smelteskorpe og afrundede former.

- Meteoritten er magnetisk.

Alligevel er det for tidligt at snakke om pris på weekendens meteor, siger Henning Haack.

- Statistisk set er det en af de almindelige typer. 80 procent af det, der rammer, er almindelige typer. Og der kan man måske være heldig at få nogle hundrede dollar per gram afhængig af, hvor stor den er.

- Men selv af dem er der også forskellige undertyper, som er mere eller mindre interessante. Det kan være alt fra 100 til 1000 dollar. Det ville ikke være usædvanligt, hvis den lå i det rum, men jeg ved det ikke, siger Henning Haack.

I Skovlunde nær København har Brian Mansfeldts overvågningskamera fanget lysglimtet på video.

I videoen over artiklen kan du se Henning Haack forklare, hvad du skal kigge efter.