OVERBLIK: Sådan genkender du en meteorit i baghaven

Forskere håber, at nedfalden meteorit er landet på det nordøstlige Sjælland. Se her, hvad du skal lede efter.

Sent lørdag aften blev himlen over Danmark lyst op af en meteor, der bragede gennem jordens atmosfære, og den er ifølge Geologisk Museum sandsynligvis landet et sted på det nordøstlige Sjælland.

Henning Haack, lektor på Statens Naturhistoriske Museum, håber, at meteoritten kan blive fundet.

- Vi opfordrer folk til at gå ud på meteoritjagt. Det er perfekt vejr til det og den perfekte årstid, for der er ikke ret meget vegetation, som den kan gemme sig i.

Hvad er forskellen på meteor og meteorit?

Inden folk går på jagt, er det godt at kende forskel på en meteor og en meteorit. Det er nemlig ikke det samme.

Forskel på meteor og meteorit

En meteor er et lysfænomen på himlen. En meteorit er derimod et mere håndgribeligt fænomen, nemlig en sten, der er faldet ned fra himlen.

Kilde: Illustreret Videnskab.

En meteor er et himmellegeme, som når ind i jordens atmosfære og ofte fordamper og giver det lysende spor på himlen på grund af den opvarmning, der kommer ved gnidning med atmosfæren.

En meteorsten eller en meteorit kommer helt ned på jordoverfladen.

- Der er altså en chance for at finde noget fuldstændigt unikt fra solsystemets oprindelse, siger Henning Haack.

Kig på taget

Han nævner golfbaner, haver, parkeringspladser eller taget på ens egen garage som gode steder at lede efter den nedfaldne meteorit.

Man skal nok være på udkig efter noget, der ligner en sten, og som næppe er større end en knytnæve - sikkert mindre.

- Den vil nok have en sort smelteskorpe fra turen ned gennem atmosfæren, og så er den magnetisk, siger lektor Henning Haack, som understreger, at dele fra meteoritten kan være spredt over et større område.

Selv om meteoritter ser meget forskellige ud og kan være svære at kende, er det ifølge Geologisk Museum muligt at opstille nogle typiske træk.

Se her, hvordan man kan kende en meteorit:

Meteoritten vil umiddelbart minde om en sten, men vil sandsynligvis være tungere. Jernmeteoritter er med en vægtfylde på 8-9 g/cm³ over dobbelt så tunge som tilsvarende almindelige sten.

Den vil have en sort smelteskorpe og afrundede former.

Meteoritten er magnetisk.

Friskfaldne jernmeteoritter har en karakteristisk nubret struktur med bløde fordybninger og knopper. Hvis de har ligget længe på jorden, vil de blive gennemtærede af rust og kan derfor være svære at kende.

En findeløn er på højkant

Du må ikke beholde meteoritten, hvis du finder den, da det er danekræ. Det betyder, at det er en dansk naturhistorisk genstand af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Derfor tilhører danekræ staten og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum.

Finderen vil få udbetalt en findeløn, hvis størrelse fastlægges af Statens Museumsnævn.

Meteoritten vil ikke være særlig stor

Vælger man at gå på jagt efter meteoritten, er det med at have den fine tættekam med sig, når man kigger baghaven igennem. Stenen vil højest sandsynligt ikke være specielt stor, og derfor er det med at holde øjnene åbne.

- Hvis den har overlevet turen ned, vil den se meget forbrændt ud, og den vil se noget anderledes ud end de almindelige sten. Så hvis man finder en sort, forbrændt sten, så er det en rigtig god idé lige at notere sig, hvor man har fundet den henne og tage et billede, siger Kristoffer Leer, der er forsker ved DTU Space.

Sidste gang, der blev fundet en meteorit i Danmark, var nær Maribo i 2009.

Den blev fundet af en tysk meteoritjæger, der via video og billeder fik lokaliseret et område, hvor han til sidst fandt den lille meteorit.