Forsvaret frikendt i principiel sag om krigsveterans arbejdsskade

Heine Andersen har brugt syv år på at få Forsvaret til at tage ansvar for de arbejdsskader han pådrog sig som udsendt på Balkan. Nu er sagen forældet.

FAKTA om PTSD

  • PTSD er en angstsygdom.
  • PTSD kan optræde, efter man har været vidne til, eller selv har deltaget i, livstruende hændelser såsom krigshandlinger, overfald, alvorlige ulykker eller røveri.
  • Med PTSD genoplever man den angstfremkaldende situation, og kroppen reagerer på samme måde, som da man var i situationen. Mange forsøger at undgå personer, steder og tanker, som minder om situationen.
  • Mange med PTSD oplever en ligegyldighedsfølelse, søvnbesvær, mareridt, konstant følelse af utryghed, trang til isolation, øget mistænksomhed over for andre, vredesudbrud, nedsat hukommelse og fysiske smerter.
  • PTSD er ofte skyld i, at man fungerer dårligere både på arbejdet og i familien.


Kilde: Psykiatrifonden

- Jeg har lige fået en spand koldt vand ned ad ryggen... igen. 

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den 45-årige krigsveteran Heine Andersen, efter han i dag modtog den længe ventede dom i en sag, hvor han har sagsøgt Forsvaret for 275.000 kroner for svie og smerter. Det gjorde han fordi, han pådrog sig PTSD (posttraumatisk stresssyndrom red) efter en udsendelse til Balkan i 1996. 

- Jeg har lige fået besked fra min advokat, og han siger, at Forsvaret er blevet frikendt på grund af sagens forældelsesfrist. Retten har altså slet ikke taget stilling til, om Forsvaret er ansvarlige for de traumer, jeg har pådraget i krigen eller ej, siger Heine Andersen til TV 2. 

Dom vækker harme

Han var forberedt på udfaldet, da kammeradvokaten ifølge ham selv har brugt store ressourcer på at få afvist sagen netop på dette grundlag. Alligevel ærgrer det ham, at Forsvaret løber fra sit ansvar. 

- Forsvaret har selv meldt ud, at der ikke er forældelsesfrist i erstatningssager for deres krigsveteraner, så jeg er harm over, at der slet ikke tages stilling til, hvorvidt Forsvaret rent faktisk er skyld i min arbejdsskade. 

Efter en lægefaglig rapport blev frigivet, besluttede Arbejdsskadestyrelsen i november 2013 at anerkende PTSD som en erhvervsskade – også selv om symptomerne først kommer efter seks måneder.

Det skete, efter at de danske veteraner i årevis havde kæmpet for, at myndighederne ville anerkende sygdommen som en sådan. Det er også kommet Heine Andersen til gode, og han har allerede vundet en arbejdsskadesag. I den sag blev det slået fast, at hans lidelse stammer fra tiden som soldat på Balkan.

Uansvarlig behandling af veteraner

Selvom Heine Andersen har brugt de seneste fem år på at føre sag mod Forsvaret, så har dagens dom ikke knækket viljen hos krigsveteranen, der nu er forberedt på at kæmpe videre. 

- Jeg mener, at jeg har vist Danmark, hvor uansvarligt Forsvaret agerer over for udsendte. De sender folk ud, men vil ikke tage ansvar for dem. Det pisser mig af, siger han og tilføjer, at han højst sandsynligt vil anke dommen til landsretten. 

- Jeg bliver nødt til at gå hele vejen, fordi jeg vil ikke se på, at vores land gør sådan ved vores veteraner. Man skal anerkende, at Forsvaret er blevet bedre, men man er naiv, hvis ikke man tror, at vores Afghanistan- og Irak-veteraner vil stå i samme situation som mig om nogle år.

Heine Andersen ærgrer sig også over, at krigsveteraner nu også fremover skal leve med den stigmatisering, der ofte følger med, når man kommer hjem til Danmark efter udsendelse. 

- Man skal huske på, at langt de fleste veteraner klarer sig fint og er raske, når de kommer hjem, og jeg er ved at være træt af at høre historier i medierne om veteraner, der notorisk beskrives som syge. Men det ser ikke umiddelbart ud til at få en ende foreløbigt, siger Heine Andersen. 

TV 2 har været i kontakt med Forsvarets personalestyrelse. Her afviser man at kommentere sagen, før ankefristen er udløbet, og der er faldet en endelig dom.