Se kortet: Så få unge kvinder er der i din kommune

16x9
Langt størstedelen af danske kommuner mangler unge kvinder. Foto: Scanpix / Scanpix

I stort set alle landets kommuner er der flere unge mænd end kvinder, og nogle steder står det særdeles skidt til.

I kun seks af landets 98 kommuner er der flere kvinder i 20'erne end jævnaldrende mænd. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det drejer sig om Aarhus og København samt kommunerne Hørsholm, Vallensbæk, Frederiksberg og Gentofte, der alle er i eller tæt på hovedstadsområdet. I Odense er fordelingen nogenlunde lige.

Sværest er det for unge mænd at finde en jævnaldrende kæreste på Ærø, hvor der er hele 176 mænd per 100 kvinder i 20'erne. Generelt er affolkningen af kvinder stor på øerne - foruden Ærø er både Samsø, Langeland og Fanø blandt de 11 kommuner med flest mænd.

Skævest fordeling i Nordjylland

Men også i større kommuner ses tendensen. I Lemvig, Norddjurs, Lyngby-Taarbæk og Ringkøbing er der langt flere unge mænd end kvinder.

På regionsbasis er der i Københavns Kommune kun 95 mænd per 100 unge kvinder, mens der i alle andre regioner er flere unge mænd end kvinder. Skævest er fordelingen i Region Nordjylland, hvor der er 116 mænd i 20'erne for hver 100 kvinder.

På landsplan er der omkring 15.000 flere mænd end kvinder i aldersgruppen.

I alt har hele 31 kommuner landet over mindst 120 mænd per 100 kvinder i 20'erne. Se her, om din kommune er iblandt dem:

Så mange unge mænd og kvinder er der i din kommune

Fordeling af mænd i 20'erne i forhold til kvinder i 20'erne per fjerde kvartal 2015

Befolkningen falder i landområder

Tendensen er langt fra ny. I mange år har der foregået en såkaldt urbanisering, hvor befolkningen rykker fra landdistrikter ind i byerne, og en større procentdel af kvinder flytter til byerne, mens flere mænd bliver i yderkommunerne.

Fra 2009 til 2014 faldt befolkningstallet i landdistrikterne således med mere end fem procent. Foreningen Danmark På Vippen, som er en sammenslutning af kommuner, virksomheder, organisationer og privatpersoner, sagde i går til Ritzau, at mere uddannelse er vejen frem.

- Når man flytter uddannelser over gymnasieniveau til de fire universitetsbyer, så er der primært håndværksuddannelser tilbage i det lokale Danmark, og det tiltaler unge mænd mere end unge kvinder, siger foreningens bestyrelsesmedlem Kim Ruberg til Ritzau.