Kritik af børnehave-test: Her sættes 4-årige Mie under hårdt pres

Hvor tidligt skal børn måles på deres faglige kunnen? Det er et forskningsprojekt ved at finde ud af i 14 danske kommuner.

For nogle børn er det sjovt at vise, hvad de har lært, når de testes i børnehaven. For andre er den eksamens-agtige situation meget ubehagelig.

Det er tilfældet for fire-årige Mie Romby. Hun bliver undervist og testet i børnehaven i Sunds i forbindelse med forskningsprojektet 'Fremtidens Dagtilbud'. Her skal omkring 11.000 børn i børnehaver i 14 danske kommuner to gange en halv time hver uge lære nyt, og hvert halve år tester pædagogerne, hvor meget barnet har rykket sig.

Projektet blev sat i værk af Ministeriet for børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold i 2013 og kører frem til 2017. Målet er at gøre børnene skoleparate og finde ud af, hvordan man arbejder målrettet med læring i dagtilbuddene.

TV 2 har været på besøg i Mies børnehave tre dage i træk og filmet 24 tests. De fleste børn synes, at det er sjovt, men enkelte som Mie befinder sig skidt i situationen.

Mies mor, Marianne Romby er egentlig tilhænger af projektet. Men det er ikke rart at se TV 2's optagelser af Mies test.

- Jeg kan jo godt se, at hun bliver påvirket af det. Hun bliver ked af det, hun bliver presset. Jeg er da ked af at se hende på den måde, siger Marianne Romby.

Forsker: Ingen mening i at teste børn

Lars Søgaard, faglig sekretær i pædagogernes fagforening, BUPL, er imod at teste børnehavebørn.

- Der er nogen steder, hvor børnene mistrives. Det vil sige, at de græder, de bliver kede af det, de tisser i bukserne, alle tegn på, at de bare har det skidt. Og det er selvfølgelig noget, som gør ondt. Er det virkelig det, der skal ske, fordi man skal have et koncept, der skal styre hverdagen? siger han til TV 2.

Britiske Peter Moss er en af de mest anerkendte forskere i pædagogisk udvikling i Europa. Han understreger, at han ikke kender 'Fremtidens Dagtilbud', men siger, at det ikke giver mening at teste børnehavebørn.

- Problemet med tests er, at du kun ser efter bestemte ting. Så barnet klarer sig måske fantastisk med andre ting, men hvis du ikke leder efter det, ser du det ikke, siger han til TV 2.

Agi Csonka er formand for Rådet for Børns læring og direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som er en del af projektet i børnehaverne. Hun mener, at det giver god mening med denne slags projekter, så man kan finde ud af, hvad der virker.