Skrappe regler på dansk diskotek: Gæster skal kunne tale dansk, tysk eller engelsk

En række diskoteker oplever stigende problemer med anmeldelser om overgreb på kvinder.

Flere danske diskoteker har nu skærpet kursen over for asylansøgere - på diskotek Buddy Holly i Sønderborg har man i årevis haft en regel om at alle gæster, der vil ind, skal kunne tale dansk, engelsk eller tysk. En regel der dermed også i dag holder mange asylansøgere ude.

- Vi har nogle regler, der sikrer at vores gæster får en god oplevelse og føler sig trygge, siger Tom Holden, indehaver af diskotek Buddy Holly, til TV 2.

På en række andre diskoteker har man også oplevet problemer med tilnærmeleser overfor de kvindelige gæster.

- De er næsten grædefærdige, fordi der er blevet taget på dem for vildt og gramset på dem, siger Rafi Ibrahim, indehaver af diskotek Poolhouse i Haderslev på TV 2.

Det er grupper af udenlandske mænd, der står bag problemerne - og på diskotek Poolhouse har man nu skærpet sikkerheden.

- Vi er meget obs på det, og vi har ekstra dørmænd på, siger Rafi Ibrahim.

Problemerne kommer i kølvandet på de seksuelle overgreb på kvinder i Köln i Tyskland nytårsaften og overgreb på svenske kvinder. I den tyske by Bornheim i nærheden af Köln blev svømmehallen i et lokalt fritidscenter for nyligt lukket seks dage om ugen for asylansøgere.

Torben Hoffmann Rosenstock, direktør for Danmarks Restauranter og Cafeer, siger at han nu har henvendt sig til justitsminister Søren Pind (V) om de stigende problemer.

- Der er nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, hvis man ikke kan komme i dialog med gæsten, siger Torben Hoffmann Rosenstock,

Justitsminister Søren Pind oplyser til TV 2, at han nu vil se på henvendelsen fra Danmarks Restuauranter og Cafeer, der har 1500 medlemmer.

SE HELE INDSLAGET I VIDEO OVER ARTIKLEN