Holder Danmark i live: Sådan går det Nicklas efter operationen

I 'Holder Danmark i live' mødte seerne 5-årige Nicklas, som gennemgik en større, taleforbedrende ganeoperation. Her kan du se, hvordan det går ham nu.

Det var en meget forpint, lille dreng, som seerne forlod til slut i tirsdagens afsnit af ’Holder Danmark i live’, hvor femårige Nicklas netop havde overstået en større ganeoperation på Rigshospitalet.

- Nicklas havde det rigtig slemt dagen efter operationen, og selv om han fik smertestillende medicin, hjalp det ikke ret meget, siger Nicklas mor, Karina Ellegaard, til TV 2 om sin søns tilstand, da han vågnede op af narkosen.

Som det fremgik af programmet, blev Nicklas født med en læbe-ganespalte og har derfor haft meget svært ved at udtale ord korrekt.

Ved operationen i september 2015 blev der indsat en såkaldt "svælglap" bag i ganen, som skal lukke af for al den luft, der passerer op gennem næsen, når Nicklas taler, og dermed gøre det nemmere for ham at tale normalt.

Se klip fra Nicklas' operation på Rigshospitalet øverst

Blev glemt i systemet

'Holder Danmark i live'

  • En helt almindelig onsdag i september 2015 fulgte 100 kameraer ansatte og patienter på landets hospitaler og i lægepraksisser og indfangede alt, hvad der skete på operationsstuerne, i fødeafsnittene, på børneafdelingerne og i akutmodtagelserne
     
  • 'Holder Danmark i live', som programserien hedder, viser et øjebliksbillede af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år, og giver et indblik i, hvordan vi dagligt prioriterer de over 100 milliarder kroner, der hvert år postes i det
     
  • Programserien bygger på 'Keeping Britain Alive', der er blevet sendt på BBC
     
  • 'Holder Danmark i live' har ti afsnit og sendes hver tirsdag klokken 20.50 på TV 2

Heldigvis forløb operationen, som den skulle, og efter planen skulle Nicklas i gang med taleundervisning kort tid efter for at lære at bruge svælglappen rigtigt. Men desværre gik det ikke som planlagt.

- Der var åbenbart sket en fejl, så Nicklas blev glemt i systemet, og derfor fik vi ikke en indkaldelse til den kontrol, som han skal til, før vi kan gå i gang hos talepædagogen, fortæller Karina Ellegaard og fortsætter.

- Det er selvfølgelig rigtig træls, at vi har gået og ventet så længe, uden at der er sket noget. Men efter at vi har rykket for det, er vi da endelig blevet indkaldt til sidst i februar, konstaterer hun.

- Vi synes selv, vi kan høre en forskel

Selv om Nicklas således ikke er kommet i gang med den planlagte, professionelle taleundervisning endnu, er hans forældre så småt begyndt at træne lidt med ham derhjemme efter anvisning af børnehavens talepædagog.

- Vi har blandt andet øvet S-lyde med Nicklas hen over julen. For det er særligt svært for ham. Så vi har fået ham til at sidde og gentage ord med S, og vi har spillet billedlotteri, hvor han for eksempel skulle sige "slange", og den slags ord, forklarer Nicklas' mor, som synes, at indsatsen har hjulpet.

- Vi synes selv, at vi kan høre en forskel. Så vi håber inderligt, at operationen er lykkedes, så han ikke skal gennemgå den igen. Det kan der nemlig være en vis risiko for, siger hun.

Hør Nicklas tale i videoklippet nedenfor, som er optaget for et par dage siden hjemme i haven i Ribe. Længere nede kan du høre, hvordan han talte før operationen.

Har allerede gennemgået fem operationer

Ganeoperationen i september sidste år er den fjerde operation, Nicklas har gennemgået, siden han kom til Danmark i maj 2012 som adoptivbarn fra Kina.

Karina Ellegaard og hendes mand, Henrik, havde på forhånd havde godkendt en såkaldt "udvidet adoptionsansøgning" og var derfor helt indforståede med, at de ville få et barn med "udfordringer". De vidste også, at Nicklas allerede havde gennemgået en læbeoperation i sit hjemland. Men ganespalten var der ikke gjort noget ved.

- I september 2012 fik Nicklas den første operation for at få lukket spalten i ganen. Den var nemlig så bred, at den generede ham meget. Maden kom simpelthen ud af næsen på ham, siger Karina Ellegaard og tilføjer.

- Men der skulle to operationer til, før ganespalten var helt lukkket, både i den forreste og bagerste del. Og desværre sprang den forreste del op efter operationen, så han skulle opereres igen, lyder det fra 47-årige socialpædagog, der ud over Nicklas også har en anden adoptivsøn fra Kina, otteårige Oliver, som dog ikke har nogen medfødte skavanker.

I videoklip nedenfor kan du høre, hvordan Nicklas f.eks. havde svært ved at udtale ordet "goddag", før han blev opereret

Endnu en operation venter forude

Selv om femårige Nicklas allerede har været udsat for mange indgreb i sit unge liv, er det endnu ikke slut. Forude venter nemlig mindst én operation.

- Næste gang Nicklas skal opereres, er heldigvis først omkring otte-ni års alderen. Der skal han have lukket selve gummen ve3d en knogletransplantation. Sådan som det er nu, mangler han nemlig de to tænder, der sidder på hver sin side af fortænderne, og i stedet er der et hul op, forklarer Karina Ellegaard.

Når Nicklas har fået lukket de to huller med knoglemasse fra enten hagen eller hoften, alt efter hvilket hospital, der udfører operationen, skal han have reguleret sine tænder med en bøjle.

- Nicklas er så heldig, at hans tænder fra naturens side sidder rigtig fint, så det kommer sikkert til at gå ret nemt, konstaterer Nicklas' mor.

Når Nicklas bliver 18 år, kan han desuden vælge at få en kosmetisk operation af sin næse og læbe, hvis han ønsker det.

Se tredje afsnit af 'Holder Danmark i live' sendes tirsdag d. 19. januar kl. 20.50 på TV 2 - eller se snigpremieren allerede nu på TV 2 Play