Gammelt sagn talte sandt: Fandt nedgravet skat på jysk mark

16x9
Sådan ser det spektakulære fund ud. Foto: Martin Olesen

Fire mænd gjorde kort før årsskiftet et opsigtsvækkende fund, da de den 27. december begav sig ud over en mark ved Tjørring lidt uden for Herning.

En ældre dame havde fortalt en af de fire venner om et flere hundrede år gammelt sagn, der fortalte, at der skulle ligge en sølvskat på et bestemt sted på en mark i det område.

Og sagnet skulle vise sig at tale sandt – da de fire mænd med metaldetektorer gik i gang med at lede, fandt de over 2-3 dage 50 sølvmønter fra perioden 1586 til 1656.

Det skriver TV Midtvest.

I første omgang fandt gruppen dog ikke noget, da de ledte det bestemte sted, men da de bevægede sig lidt rundt i terrænet, begyndte metaldetektorerne at give udslag.

En af vennerne fandt en stor sølvmønt, mens resten af udslagene var aluminiums-affald. Men som holdet ledte videre, dukkede der pludselig flere og flere sølvmønter op i den mudrede jord, der alle var præget i Christian den fjerdes tid.

Ingen af de fire vil fortælle TV Midtvest præcist hvor sølvskatten blev fundet.

- Det er ligesom med en lystfisker. Man fortæller jo ikke andre om sit sted, indtil alle fisk er hevet i land, fortæller Lars Hebsgaard fra Holstebro til TV Midtvest.

16x9
Foto: Lars Hebsgaard

Jubel på museet
På det lokale museum, Midtjylland Museum, er museumsinspektør Martin Olesen en glad mand.

- Det er et sindssygt godt fund at slutte året med, siger han til TV Midtvest.

I alt vejer fundet omkring 850 gram, og Martin Olesen vurderer, at mønterne i datidens samfund havde en stor værdi.

- Vi ser her et resultat af Christian den Fjerdes fejlslagne udenrigspolitik – folk var simpelthen bange for at de ”skide svenskere” skulle komme og havde så gravet deres værdier ned for at beskytte dem, vurderer museumsinspektøren.

De fire mænd bag fundene er Bjørn Christian Sørensen, Heinrich Olesen, Lars Hebsgaard og Simon Bay Kristensen.