Nu er der grænsekontrol: Sådan bliver trafikken til Sverige

Fra midnat er der officielt indført grænsekontrol mellem Sverige og Danmark.

For første gang i 60 år skal man dermed vise billedlegitimation - som du kan se i videoen herover - for at krydse den dansk-svenske grænse.

Det sker efter Sverige i slutningen af november måtte erkende, at flygtningestrømmen fra blandt andet Syrien er blevet for massiv, og derfor prøver statsminister Stefan Löfven nu at dæmme op for tilstrømningen af asylansøgere til landet.

TV 2 har samlet et overblik over, hvad det betyder for trafikken mellem Danmark og Sverige.

Togtrafikken:

16x9
Sluserne er ved at blive sat op på perronen i Københavns Lufthavn Foto: Lennart Sten, TV 2

DSB indfører kontrol på togstationen ved Københavns Lufthavn.

Her skal passagerer fremvise gyldigt billed-id, for eksempel pas eller kørekort, for at komme videre med toget mod Sverige.

Alle toge kører hvert 20. minut mellem Københavns Lufthavn og Sverige, og passagerne skal gennem en af de i alt 34 sluser i lufthavnen, hvor man skal vise id.

Hør DSB's trafikinformationschef Tony Bispeskov fortælle om kontrollen i klippet herunder. Artiklen fortsætter under videoen:

Securitas har fået opgaven med at stå for kontrollen, og der er ansat 150 personer, som i døgndrift vil tjekke om folk har de fornødne id-papirer.

Færgetrafikken:

Der vil også være id-kontroller fra færgerne i Helsingør, Rønne på Bornholm samt ved færgeforbindelserne fra Grenå og Frederikshavn

Se, hvordan færgeforbindelsen mellem Helsingør og Helsingborg gør klar til den nye grænsekontrol i klippet herunder. Artiklen fortsætter under videoen:

Henrik Rørbæk, administrerende direktør i HH Ferries, fortæller TV 2, at kontrollører vil tjekke identifikation på samtlige bilister, der vil med færgen i Helsingør.

- Det vil komme til at tage længere tid, fordi vi skal kontrollere det hele, siger han.

Også de gående passagerer skal gennem en kontrolpost, hvor de skal vise pas, kørekort eller andet gyldig identifikation, som bruges i flere lande.

Anden trafik:

Buspassagerer, som krydser Øresundsbroen, får tjekket identifikation inden ombordstigning, mens personbiler kan køre over Øresund som vanligt.