Marianne overraskede 47 julegæster med helt særlig gæst

Sværen var sprød, julesangene blev akkompagneret af harmonika og mandelen blev fundet. Marianne Vestergaard Nielsen inviterede 47 ældre mennesker til juleaften på restaurant Den Gyldne Okse, der lagde lokaler til arrangementet i Vanløse ved København.

Mennesker, der måske ellers ville have siddet alene - eller pludselig opdagede, at de nu havde mulighed for at fejre jul sammen.

Mange kendte på forhånd ingen af de andre, men alligevel var stemningen i top.

Læs også: Marianne skal holde jul med 50 fremmede

- Jeg er helt overvældet. Alle var indstillet på at snakke og hygge og hjælpe, hvor der var brug for det. Vi havde lånt en restaurant, men jo uden tjenere. Så det var lidt som at være alene hjemme - mor var der ikke, så vi hjalp hinanden, og det gik virkelig godt, fortæller Marianne Vestergaard Nielsen, der til dagligt driver en virksomhed, der hjælper ældre med digitale udfordringer. 

Det var gennem hendes arbejde, at hun blev mindet om, at mange ældre er alene juleaften. Og både byens erhvervsliv og andre frivillige var snart efter med på idéen.

Nyt band
Og måske blev nye venskaber etableret i går.

Judith Pandrup kan både spille klaver og harmonika tilbød straks at give et nummer, da hun meldte sig til Marianne Vestergaard Nielsens juleaften. Og der gik ikke længe, før en duo var skabt.

- Et par dage senere meldte Birgit Apelt sig til, og hun ville gerne synge. Så de to gæster bad om hinandens telefonnumre, så de kunne nå at mødes og øve, inden det gik løs i aftes, fortæller Marianne Vestergaard Nielsen til TV 2.

 Judith Pandrup giver et nummer på harmonika sammen med Birgit Apelt.
Judith Pandrup giver et nummer på harmonika sammen med Birgit Apelt. Foto: Yann Andersen

Overraskede med særlig mand
Marianne Vestergaard Nielsen kender de ældre, og derfor vidste hun også, at hendes overraskelse ville gå rent hjem hos de mange gæster. Nok mest de kvindelige.

Aftens hemmelige gæst var nemlig Peter Qvortrup Geisling, der er kendt som tv-lægen på DR. Inden anden blev serveret kom han sammen med sin familie og ønskede selskabet god jul, og så havde han boggaver med til alle, som vakte stor glæde, fortæller Marianne Vestergaard Nielsen.

Og han gav både autografer og stillede op til billeder.

- Jeg sagde til min sidemand, at det lignede Peter Qvortrup Geisling, men at det var det jo nok ikke. Men så fandt jeg ud af, at det var ham, siger Ruth Routhe på 86 år, der også var så heldig at hilse personligt på tv-lægen.

 Marianne Nielsen fik også selv lige et billede med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.
Marianne Nielsen fik også selv lige et billede med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling. Foto: yann

Allerede ønske om sommerfest
Marianne Vestergaard Nielsen har allerede i dag fået flere opkald og søde beskeder fra de mange gæster. Og responsen er varm og positiv.

- Mit indtryk er helt klart, at gæsterne har hygget sig. Der var da også flere, der både snakkede om en sommerfest, og andre vidste allerede nu, hvem de gerne ville sidde ved siden af næste juleaften, siger Marianne Vestergaard Nielsen, der selv mener, at det bedste ved aftenen var det hjerterum, der fyldte restauranten:

- Alle bidrog og inddrog hinanden. Og hyggede sig! Så da der pludselig dukkede en uanmeldt gæst op, rykkede de andre sammen og bød velkommen. Det er fantastisk. 

'Det er mig, der takker'
Lars Damgaard på 67 år er også begejstret for aftenen.

- Det var skidesjovt. Vi hyggede os, grinede og gav hinanden noget røg ved vores bord. Stemningen var bare i orden, siger han.

Marianne Vestergaard Nielsen har brugt længe på at arrangere juleaftenen og fik på dagen lidt ekstra hjælp fra sin kæreste og venner. 

- Flere takkede, fordi jeg frivilligt havde arrangeret juleaften, men det er mig, der siger tak, for hvis ingen havde gidet at dukke op, ville arrangementet ikke være noget værd, siger hun.

Der var fyldt på restauranten i går, men heldigvis rykkede folk lidt sammen, så der blev plads til en gæst, der pludselig kom forbi.
Der var fyldt på restauranten i går, men heldigvis rykkede folk lidt sammen, så der blev plads til en gæst, der pludselig kom forbi. Foto: yann