Konflikt i Danmarks sidste enevælde: Øboere gør oprør

På Christiansø er én og samme mand ansvarlig for arbejdspladsen, de kommunale opgaver, politiet med videre. Nu gør beboerne oprør, og vil have administratoren fyret.

For i årevis har ø-rådet på Christiansø spillet en stor rolle, når beslutningerne om øens fremtid skulle tages. Men nu har samtlige medlemmer trukket sig, i protest mod øens administrator.

- Det er jeg rigtig ærgerlig over, for jeg har faktisk siddet der i femten år. Og jeg synes det er vigtigt, at vi er med til at få noget indflydelse, der hvor det er muligt, siger beboer Anne Marie Kofoed.

Christiansø er en del af øgruppen Ertholmene, der administreres af Forsvarsministeriet. Øerne hører udenfor det politiske system, men styres til dagligt af en administrator, der agerer både kommune, stat, politimyndighed, og arbejdsgiver.

Orla Johannsen blev ansat i 2012, og siden er flere af de beslutninger, der før blev taget sammen med ø-rådet, blevet taget enerådigt af administratoren.

Folk har ondt i maven
Og det er ikke blot i det daglige liv på øen, at beboerne er utilfredse. Også de omkring 15 beboere, der arbejder for Forsvarsministeriet, og dermed har Orla Johanssen som øverste chef, vil have skiftet ud i øens ledelse. I en intern rapport beskriver en tilkaldt krisepsykolog forholdet mellem ledelse og medarbejdere med ord som ”had”, ”destruktivt” og ”overvældende”.

- Folk er bange for, eller har ondt i maven af at gå på arbejde. Nogen går grædende hjem, og nogen bliver overfuset af ledelsen, siger Morten Magni, der er arbejdsmiljørepræsentant for de ansatte.

Ked af samarbejdsvanskelighederne
Administrator Orla Johannsen ønskede ikke at medvirke i et TV-indslag eller en artikel om konflikten. Men han fortæller i en telefonsamtale med TV 2, at han er ked af situationen og tilføjer at det ikke er verdens nemmeste opgave at være administrator og gennemføre moderniseringer i et så traditionspræget samfund som Christiansø.

Han får opbakning fra chefredaktøren på Bornholms Tidende, der har dækket konflikten tæt.

- På Christiansø er man forankret i nogle traditioner og nogle antiautoritære holdninger, som kan gøre, at det kan være meget svært at ændre på noget, som har foregået på den samme måde i rigtigt mange år, siger Søren Christensen.

Forsvarsministeriet vil forsøge at løse konflikten ved at etablere et nyt samarbejdsudvalg med beboerne, hvor formandsposten ikke er besat af et medlem af øens administration. 

Hvad er Ertholmene?

Ertholmene er en øgruppe cirka 20 km nordøst for Bornholm i Østersøen.

Øgruppen består af de to beboede øer Christiansø og Frederiksø, samt nogle ubeboede småøer og klippeskær.

De to hovedøer er forbundet med en cirka 30 m lang fodgængerbro