Ikonisk Olsen Banden-bygning reddet

Hardcore Olsen Banden-fans var ved at falde ned af stolene, da det kom frem, at Banedanmark ville rive et nedlagt kontroltårn ned.  Det er nemlig i

Hardcore Olsen Banden-fans var ved at falde ned af stolene, da det kom frem, at Banedanmark ville rive et nedlagt kontroltårn ned. 

Det er nemlig ikke et hvilket som helst kontroltårn, selvom det ser forsømt og forladt ud i dag. 'Det gule palæ' var en del af kulisserne til filmen 'Olsen Banden på sporet' fra 1975. Og den slidte bygning har stor affektionsværdi for Olsen Banden-afficionados. 

Derfor er der jubel i fanklubben, der lørdag kunne meddele, at Det Gule Palæ er reddet.

Tårnet skal være minimuseum
Det er A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret en million kroner til fanklubbens arbejde med at redde bygningen. 

Planen er at flytte Det Gule Palæ fra København til Gedser remise, hvor det skal renoveres og være minimuseum for Olsen Banden-fans og togentusiaster. 

Det koster sammenlagt 1,3 millioner.

Hverken Ove Sprogøe (Egon) eller Poul Bundgaard (Kjeld) er iblandt os længere, men Morten Grunwald (Benny) er begejstret for ideen om at redde den gamle bygning.
Hverken Ove Sprogøe (Egon) eller Poul Bundgaard (Kjeld) er iblandt os længere, men Morten Grunwald (Benny) er begejstret for ideen om at redde den gamle bygning. Foto: Scanpix

Frist er forlænget med et år
Selvom Olsen Banden Fanklub har samlet penge ind, så er man stadig ikke helt i mål efter den gavmilde donation fra A.P. Møller-fonden. 

Men for fanklubben er sejren så godt som hjemme. 

- Dermed kan flytningen nu realiseres og tårnet sikres fra nedrivning, hvilket er helt fantastisk, siger Rune Holm Clausen, formand for Olsen Banden Fanklub DK, i en pressemeddelelse. 

Banedanmark, der gerne vil bruge grunden til noget andet, havde givet fanklubben et år til at flytte den gamle rønne. Ellers ville den blive revet ned. 

Den frist stod til at udløbe ved udgangen af 2015. Men Det Gule Palæ kan tidligst blive flyttet til næste år, så Banedanmark har forbarmet sig og forlænget fristen med et år. 

Det bliver en historisk begivenhed 
Planen er nu, at tårnet skal flyttes i sommeren 2016. Og det bliver stort: 

- Det bliver en historisk begivenhed til glæde for såvel togentusiaster som danske og tyske Olsen Banden fans, lyder det fra fanklubbens formand, der kun har oplevet stor opbakning til projektet. 

- Vi har kun modtaget positive tilkendegivelser fra alle fronter. Særligt fra Morten Grunwald, Ove Verner Hansen og Jes Holtsø samt Nordisk Film har der været stor opbakning til projektet, der dermed bevarer en af dansk filmskats største filmklenodier. 

Flytningen er i dag et projekt i samarbejde mellem den danske og tyske Olsen Banden Fanklub samt foreningen for bevarelsen af Det Gule Palæ.