Nu er den kommet: Ingen grund til frygt for ulven

Der er blevet råbt "ulven kommer" mange gange i de seneste år - ulven har været rygtet tilbage i Danmark fra 2012, og der har været flere tilfælde hvo

Der er blevet råbt "ulven kommer" mange gange i de seneste år - ulven har været rygtet tilbage i Danmark fra 2012, og der har været flere tilfælde hvor billeder og optagelser af ulve-lignende dyr har næret rygterne. Men nu er den endelige bekræftelse her - Naturstyrelsen har netop udgivet et billede taget "i en midtjysk skov" af en ulv.

Rasmus Green Havmøller er forsker på Statens Naturhistoriske Museum. I dagens Go' Morgen Danmark fortæller han, at det ud fra fotoet er svært at bedømme, hvad det er for en ulv.

- Det er en ulv i sommerpels, siger han.

Ulven er blevet fanget på billede i en fotofælde, som er blevet lagt ud for at få billeder af ulven.

- De er svære at finde, siger Rasmus Green Havmøller, der dog mener at denne ulv gik i fotofælden, fordi den som alle rovdyr har en hang til "dovenskab".

- De store rovdyr har det med at vælge den letteste vej, og derfor kan det være på åbne stier, siger Rasmus Green Havmøller.

Frygter at folk bliver bange
Naturstyrelsen vil kun oplyse at billedet er taget i en midtjysk skov - og det er formentlig både af hensyn til mennesker og ulve, mener Rasmus Green Havmøller.

- Det kan være fordi man frygter, at lokalbefolkningen bliver bange. Men mange jægere og lokalpolitikere har ytret at ulven ikke høre hjemme i de danske skove, så det kan også være for at beskytte ulven, siger han.

Han understreger, at der ikke er nogen grund til frygt.

- Der er ingen grund til at være bange for ulve. Det er et sky dyr, siger Rasmus Green Havmøller.

Han mener ulven er et misforstået dyr.

- Ulven er ekstremt misforstået. Det er fascinerende, at de selv har kunnet finde ud af at genindvandre i Danmark, siger Rasmus Green Havmøller, der oplyser at ulvebestanden er vokset i Østeuropa - derfra er den vandret via b.la. Polen og er nu også nået til Danmark.

- Vi er blevet en art rigere, og det er altid fantastisk, siger han.