Her løber flygtninge fra dansk politi: Vi vil ikke være her

Ud af omkring 175 flygtninge, der søndag eftermiddag er ankommet til Rødby på Lolland, er en større gruppe flygtet fra politiet.  Flygtningene anko

Ud af omkring 175 flygtninge, der søndag eftermiddag er ankommet til Rødby på Lolland, er en større gruppe flygtet fra politiet. 

Flygtningene ankom med et tog fra Tyskland, men flygtede videre ud over de nærliggende marker ved Rødby Færgehavn Station. Ifølge TV 2's reporter Lisbeth Davidsen lyder meldingen fra flere af flygtningene, at de vil videre til Sverige.

- De havde købt billet til Sverige, og de stak af, da det gik op for dem, at de kunne risikere at blive sendt tilbage til Tyskland, siger Lisbeth Davidsen.

Politiet: Der opstod tumult
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi havde klokken 17 registreret omkring 75 flygtninge, som alle blev indkvarteret med mad og drikke på Rødby Færgehavn Station. Klokken 18 kom endnu omkring 100 flygtninge ind med færgen i Rødbyhavn.

Kort derefter opstod tumult, og en gruppe af flygtninge valgte, efter at have ventet i en ankomsthal, at tage flugten ud over de nærtliggende marker ved stationen. 

Du kan se flygtningenes flugt her:

Politiet stoppede ikke flygtningene
Politiet på Sydsjælland og Lolland-Falster er søndag aften i gang med at finde flygtningene. Man valgte ikke at stoppe flygtningene med magt. 

- Det er min overordnede beslutning, at vi bruger dialog som værktøj, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland Falsters politi og fortsætter:

- Det er selvfølgelig ikke en ønskværdig situation, men jeg er sikker på, at vi med fornuft og dialog har samling på personerne igen. Vi har selvfølgelig tilkaldt ekstra mandskab, så vi får hurtigt kontakt til disse mennesker igen.

Nogle af flygtningene kørte dog også videre mod Sandholmlejren i Nordsjælland, oplyser TV 2's reporter i Rødby. Ifølge politiet vil en stor del af de øvrige blive indkvarteret på hoteller i området.

Flygtninge stoppet i Odense
Klokken 21.11 ankom op mod 20 flygtninge til Odense Banegård, men her stod politibetjente klar til at tage imod dem efter at være blevet varslet af personalet i toget, oplyser Fyns Politi til Ritzau.

- Vi henter dem hjem til stationen, registrerer dem og kører dem op til Sandholmlejren i nat. Vi tager imod dem stille og roligt, vi sætter ikke efter folk, der stikker af. Der er sikkert børn iblandt, siger vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi har søndag aften taget imod og registreret en række asylansøgere. Det skete i Padborg, hvor en gruppe på 13 personer ankom 19.07, mens "små 30" flygtninge og migranter ankom klokken 21.07. Til Ritzau oplyser politiet, at der her ingen problemer var med folk, som stak af.

Ring ikke 112
Politiet råder folk til ikke at kontakte 112 i forbindelse med de folk, der er løbet fra området på Lolland, da politiet meddeler, at man har overblik over situationen.

De fleste af de registrerede personer er fra Syrien. Dem, som efter reglerne skal have deres sager behandlet her i landet, sendes videre til Sandholmlejren, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Der ventes at ankomme flere flygtninge til Rødby i løbet af søndag aften.

16x9
Et tredje tog med flygtninge og migranter om bord ankom søndag aften til Rødby. De ombordværende bliver tjekket af politiet. Foto: Foto: TV 2