Inklusion eller ekslusion? ADHD-børn snydt for skoleudflugt

En skoleudflugt til København og en unik oplevelse for alle kommunens elever. Det var løftet fra Ringkøbing Skjern Kommune, der har brugt tre milli

En skoleudflugt til København og en unik oplevelse for alle kommunens elever.

Det var løftet fra Ringkøbing Skjern Kommune, der har brugt tre millioner kroner på en tur til København, hvor kommunens 6500 skolebørn blandt andet skulle overvære en klassisk koncert.

Men de lovende ord viste sig ikke helt at holde stik for en gruppe børn, der har ADHD og som nu har fået at vide, at de ikke er inviteret med på turen.

Det fortæller én af forældrene til TV 2 Midt Vest.

- Nu har knægten gået og glædet sig hele sommeren. Jeg synes, det er lidt sent at tage den vurdering, efter de har fortalt børnene, at de skal på den tur, siger Jan Grimstrup, der er far til en ni-årig dreng på Special Center Vest, der er en afdeling på Ringkøbing Skole.

Skolens beslutning
Mens Ringkøbing Skjern har brugt et millionbeløb på turen, så er hver skole forpligtet til at betale 150.000 kroner selv. Og hos kommunen mener man, at det er hver enkelt skole, der bestemmer, hvem der skal med på udflugten.

- Det er ude på den enkelte skole, man tager stilling til, hvem der skal med, og hvor mange der skal med som hjælpere i busserne. Det er den enkelte skole, der vurderer, hvilke børn, der har helt særlige behov, og hvilke det er ikke forsvarligt at medbringe, siger Lennart Qvist (V), der er formand for børne- og familieudvalget.

Lederen fra Special Center Vest på Ringkøbing Skole siger til TV Midtvest, at beslutningen er truffet ud fra en professionel, pædagogisk og faglig vurdering for at varetage de enkelte elevers tarv. Og skolens vurdering får i øvrigt fuld opbakning fra kommunen, lyder det fra skolelederen.

Eksklusion - ikke inklusion
Og hjemme hos Grimstrup-familien møder skolens beslutning om at lade sønnen blive hjemme, når resten af kommunes elever tager til København ingen forståelse.

- Det er eksklusion frem for inklusion. Jeg mener ikke, der er taget de særlige hensyn til vores børn med særlige behov i forbindelse med planlægningen af den her tur, siger Jan Grimstrup, der bakkes op af Ronnie Knuesgaard Sørensen, hvis 11-årige søn også er udelukket fra turen.

- Jeg er skuffet. Jeg accepterer hvis folk selv tager valget, og ikke lader deres børn tage med, men jeg vil gerne have mit barn med. Hvis jeg ikke synes, at han kunne håndtere det, så skulle jeg nok sige fra, siger han.

Irriteret og gider ikke Baboon City
Børnene der lider af ADHD vil i stedet få en tur til forlystelsescenteret Baboon City i Herning, men det er Ronnie Knuesgaard Sørensens søn Hee ikke tilfreds med.

- Det er irriterende, og jeg gider ikke i Baboon City. Der har jeg været over 20 gange, så det er ikke så sjovt, siger han og tilføjer, at han havde glædet sig til at opleve noget nyt og anderledes med kammeraterne.

Skolens beslutning om at lade en udvalgt gruppe børn blive hjemme fra turen kan få konsekvenser for børnene, der i forvejen kæmper med at føle sig som en del af fællesskabet. Det mener Finn Goodrim, der er børnepsykolog ved Institut for Relationspsykologi.

- Børnene føler sig ekskluderet og med rette. Skolen argumenterer ved at henvise til børnenes særlige behov og det er her, der er brug for at tænke nyt. Man kan ikke lykkes med inklusionsopgaven, hvis man tager udgangspunkt i børnenes særlige behov. Der er behov for, at skoler og forældre bruger deres kreativitet til at udforme turen, så alle kan få udbytte, siger han.