Tre kvinder har stor succes med indsamling til flygtninge

En følelse af magtesløshed over for en flygtningesituation, der mange steder er ude af kontrol, fik i fredags tre unge kvinder fra København til at st

En følelse af magtesløshed over for en flygtningesituation, der mange steder er ude af kontrol, fik i fredags tre unge kvinder fra København til at starte en tøj- og pengeindsamling til fordel for de mange mennesker på flugt.

Indsamlingen ”Container til Lesbos” har på bare to dage modtaget 200.000 kr. og står med et 70 kvadratmeter stort kælderlokale fyldt fra gulv til loft med tøj.

En stor succes for de tre kvinder, der her forklarer, hvad der fik dem til at tage initiativet:

- Jeg så billeder af folk, der lider, og kunne slet ikke være i min egen krop. Og så tænkte jeg, fuck det, vi skal i gang, vi skal gøre noget, siger Anne Deppe.

Planen var oprindeligt, at en enkelt container med tøj skulle sendes til den græske ø Lesbos, hvor mange flygtninge for øjeblikket søger til, men danskernes gavmildhed har gjort, at det i stedet bliver en eller to store lastbiler.

- Folk er frustrerede
Indsamlingen er foregået i Anne Bech Larsens forretning The Little Things på Vesterbrogade, hvor folk har kunnet aflevere alt fra bleer til telte. Og det har mange støttet op om.

- Folk er frustrerede og vil bare gerne gøre et eller andet. De vil gerne bare hjælpe og ved ikke, hvad de skal gøre af deres hjælp, siger Anne Bech Larsen, der lørdag havde 20 frivillige til at hjælpe med at sortere tøj.

Den 13. september tager Gry Hebeltoft Ravn selv til Lesbos, hvor tøjet efter planen skal ankomme samtidigt. Herfra skal tøjdistributionen organiseres med de lokale, så de mange flygtninge hurtigt kan få glæde af indsamlingen.

- Jeg tænkte, at alle andre skulle gøre noget, men så så jeg, at min veninde skulle på yoga-ferie til Lesbos, og så foreslog hun mig at tage med, siger Gry Hebeltoft Ravn, der sidenhen har koordineret indsamlingen med de to andre kvinder.

Har du selv lyst til at donere tøj til ”Container til Lesbos”, kan du indlevere det hos The Little Things på Vesterbrogade 161 frem til tirsdag den 1. september. Info om pengedonationer findes her.