Kaos i møbelkæde: Kunder venter i månedsvis på deres varer

I dag var dagen, hvor Anders Juel i Ølby - efter 11 ugers forsinkelse - skulle have modtaget sin længe ventede sofa fra IDE Møbler i Køge.  Men sof

I dag var dagen, hvor Anders Juel i Ølby - efter 11 ugers forsinkelse - skulle have modtaget sin længe ventede sofa fra IDE Møbler i Køge. 

Men sofaen er stadig ikke kommet og siden bestillingen 7. april, er møbelfirmaet kommet med meget forskellige forklaringer: 

"Sofaen er på lager". "Sofaen er ikke på lager". "Sofaen er aldrig blevet bestilt". "Den er blevet byttet rundt med en anden kundes sofa" og endelig: "Sofaen er glemt på et lager i Jylland".

Han har flere gange modtaget kompensation; 1000 kroner i afslag på sofaen, gratis levering og montering. Men endnu ikke nogen sofa.

- Det er under al kritik. Der er næsten gået fem måneder siden bestillingen. Jeg ved godt, at andre har ventet længere, men det er stadig irriterende, siger Anders Juel til TV 2. 

Han er langt fra den eneste kunde, som i månedsvis har måttet vente forgæves på at få sine varer leveret. Over hele landet raser kunder over forsinkelser og kundekaos i Ilva og IDE Møbler, blandt andet på de to møbelkæders Facebooksider.

Artiklen fortsætter nedenfor

Udskød ferie
I Rødovre sidder Sille Susanne Goresch Sørensen. I syv uger har hun stået med en tom stue og forgæves ventet på at få leveret en hjørnesofa og et sofabord fra IDE Møbler. 

Da hun tilbage i den første uge af juni måned bestilte møblerne hos IDE Møbler, fik hun lovning på møblerne i uge 27 eller 28, men da hun efterfølgende ikke hørte noget, tog hun selv kontakt og fik at vide, at hjørnesofa og sofabord først kunne leveres i uge 34. Indtil videre uden resultat. 

- Vi har valgt at udsætte vores ferie for det her, så vi har ikke booket nogen rejser, men sidder bare og venter på vores varer, siger Sille Susanne Goresch Sørensen til TV 2. 

- Nu giver jeg dem lige de sidste par dage, for det er en smadderlækker sofa, vi har bestilt. Og jeg ville være rigtig ked af det, hvis jeg skulle afbestille den. Men hvis ikke jeg får mine varer i denne uge, vil jeg have pengene retur. Jeg gider ikke mere.

Også Anders Juhl har overvejet at kaste håndklædet i ringen og afbestille sit køb på 12.000 kroner. 

- Men vi vil jo også gerne have sofaen, og jeg er ret stædig. Men der går ikke lang tid, før jeg ikke gider vente længere, siger han. 

16x9
Sille Susanne Gorosch Sørensen i sin tomme stue Foto: Privat

Direktør beklager
Hos Ilva og IDE Møbler beklager man de gener, som kunderne har oplevet.

En del af problemerne opstod, da Ilva og IDE Møbler it-systemer skulle slås sammen – bl.a. for at nå til en bedre leveringsevne til kunderne. Det var i maj 2015.

- Vi havde kørt en del prøvekørsler, men da vi endelig skulle køre, gik det ikke. Og vores it-leverandør EG, kunne ikke på den korte bane løse problemet, forklarer Michael Christiansen, administrerende direktør i ID Design, virksomheden, der ejer Ilva og IDE Møbler.

Prøver ikke at holde kunderne hen
Problemerne medfører blandt andet at møbelkæderne ofte har haft varerne stående på lager, men efterfølgende er data ikke blevet overført korrekt og systemet har således ikke været i stand til at matche dem med kunderne.

Det har samtidig betydet, at systemet i flere tilfælde har leveret forkerte oplysninger, så kunder har fået at vide, at deres møbler skulle komme i en bestemt uge, hvorefter systemet har vist at møblerne alligevel ikke var på lager – eller ankomsttidspunktet igen blev rykket.

- Men vi prøver ikke at trække pinen ud eller holde kunderne hen. Vi giver tværtimod den forklaring, som systemet og lageret har givet os. Det viser sig så ofte at være data, som ikke er overført korrekt.

Over for frustrerede kunder beklager Michael Christiansen dybt:

- Vi har undskyldt alle de steder, vi kan og vi forstår, folk er sure og utilfredse. Ingen bliver snydt, men det er klart, at nogen bliver skuffet. De kunder, som har mistet tålmodigheden, kan gå ned i butikken og få pengene tilbage. Helt smertefrit, det lover jeg, siger han og tilføjer, at man har sat ekstra bemanding på i butikkerne for at håndtere de mange klager.

Ved ikke, hvornår problemerne er løst
I mellemtiden er de to møbelhuse så småt ved at få løst problemerne.

- Hver dag, får vi leveret flere varer ud. Men vi er ikke i mål endnu, siger Michael Christiansen, som ikke vil komme med et konkret bud på, hvornår problemerne endeligt er løst.

Man er dog nået så vidt, at direktøren næsten med sikkerhed kan love, at de kunder, der fra i dag bestiller nye varer i Ilva og IDE Møbler, vil få deres varer til den aftalte tid.

Samtidig forsikrer han, at så snart en varer kommer hjem, så er det den kunde, der har ventet længst, der står først i køen.

Lånemøbler
I nogle tilfælde har Ilva og IDE Møbler også udlånt midlertidige møbler til kunderne, men i dette tilfælde har der ikke været nok lånemøbler til rådighed til alle kunderne.

Michael Christiansen ønsker ikke at komme ind på, hvor mange kunder, der er berørt af it-fejlene, ligesom han heller ikke ønsker at oplyse, hvor mange kunder, der har valgt at opsige deres ordre og i stedet få pengene tilbage.

Får det her nogen konsekvenser?

- Nu skal vi lige igennem det her, og så må vi tage diskussionerne bagefter. Jeg orker ikke at snakke om ansvar lige nu. Nu skal vi bare have løst problemet, lyder det fra direktøren.