Politi havde ikke overblik over skydetræning før terror

I tiden op til terrorangrebet i København 14. og 15.

I tiden op til terrorangrebet i København 14. og 15. februar havde Københavns Politi ikke noget overblik over, om betjentene havde den fornødne træning i at bruge maskinpistolen MP5. Det fremgår af et svar på en aktindsigt, som TV 2 har søgt hos Københavns Politi.

Her oplyser Københavns Politi, at man før angrebene mod Krudttønden og synagogen ikke registrerede, hvornår betjentene fik skydetræning, og træningen blev ikke journaliseret i betjentenes personalesager.

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at udarbejde en samlet opgørelse over, hvem der har og ikke har deltaget i skydning med MP5 maskinpistoler," lyder det.

Umiddelbart efter terrorangrebet har flere betjente fortalt TV 2, at de ikke havde fået den årlige træning i at bruge MP5-pistolen, som er standardudstyr ved politiet.

Såret betjent manglede træning
Efter Omar El-Hussein skød og dræbte filminstruktør Finn Nørgaard ved et debatarrangement på Krudttønden på Østerbro i København om eftermiddagen 14. februar, patruljerede betjente i København bevæbnet med MP5-pistolerne. To betjente holdt vagt ved synagogen i Krystalgade.

Her lykkedes det Omar El-Hussein at dræbe vagtmanden Dan Uzan og såre de to betjente klokken 1 natten til 15. februar. Herefter slap han væk, og han blev først dræbt under en skudveksling med politiet kort efter klokken 5 samme morgen.

Ifølge en tidligere aktindsigt, som TV 2 har fået, havde den ene af de sårede betjente ikke fået den fornødne MP5-træning, og magasinet faldt af den ene pistol, så betjenten kun kunne affyre det ene skud, der sad i kammeret.

Ifølge Rigspolitiet skal betjente trænes i at bruge deres almindelige tjenestevåben to gange om året, i foråret og efteråret. Maskinpistolen MP5 skal de øve sig i at bruge en gang om året. 

Nye systemer registrerer træning
Efter terrorangrebene har Københavns Politi dog rettet op procedurerne og indført IT-systemer, hvor man registrerer, hvem der deltager i skydetræningen.

"… således at der bl.a. fremover kan registreres og opbevares samlede oversigter over, om man er mødt frem til den obligatoriske skydetræning, om man har byttet dag, mangler en træningsgang skal møde til restantskydning," lyder det i Københavns Politis svar til TV 2.

Ledende politiinspektør i Københavns Politi, Jan Bjørn, siger til TV 2, at han mener, at det er et fåtal af betjente, der misset skydetræningen med MP5.

- Vi har jo ikke sendt folk ud med et værktøj, et våben, som de ikke kender. Alle har grunduddannelsen på maskinpistolen. Og der er så nogen, der har misset at komme på skydebanen til vedligeholdelsesuddannelse, siger han.

Han ved dog ikke præcist, hvor mange der er tale om, og derfor indfører man de nye systemer.

- I lyset af den læring har vi samlet op nu og så truffet en beslutning om, at nu bliver der foretaget et meget strammere styring, siger Jan Bjørn.

I grafikken herunder kan du få et overblik over, hvordan terrordøgnet forløb:

 

Tidslinje PET terror

14. februar 2015

15.30 Omar Abdel Hamid El-Hussein angriber Krudttønden og dræber Finn Nørgaard

15.41 PET's vagtchef får besked om angrebet - hvorefter ledelsen i PET informeres. Medarbejderne i PET alarmeres af ledelsen. PET går i operationsberedskab.

16.45 Første statusmøde i PET's operationsstab.

17.24 Mosaisk Trossamfund ringer til en PET-kontakt, der har fri. Vedkommende ringer til PET og gør opmærksom på bat mitzva-arrangementet ved synagogen - som PET allerede har fået oplysninger om 21. januar.

17.50 PET underretter Københavns Politi om arrangementet i synagogen.

18.42 PET ringer til Københavns Politi og anbefaler, at sikkerheden ved synagogen i Krystalgade rejses til øverste niveau med fast bevogtning.

21.11 PET anbefaler pr. mail en række politikredse at iværksætte eller hæve tilsynet på personer eller lokaliteter, der kan sættes i forbindelse med tegningesagen.

15. februar 2015

00.44 Københavns Politi underretter PET om, at der har været skyderi ved synagogen, og at to politifolk er ramt og en vagt dræbt.

01.42 PET anbefaler pr. mail Københavns Politi, at en række lokaliteter med tilknytning til det jødiske samfund beskyttes.

05.03 Gerningsmanden er dræbt af politiet ved Svanevej på Nørrebro.

Kilde: PET