Flere lærerstuderende: Unge vil være en ny Rita

16x9
Mille Dinesen ses her i rollen som den fandenivoldske skolelærer Rita. Foto: Per Arnesen/TV 2

Balladen i kølvandet på folkeskolereformen lagde en gevaldig dæmper på ansøgningsstrømmen mod læreruddannelserne. Men nu vender det. Sidste år søgt

Balladen i kølvandet på folkeskolereformen lagde en gevaldig dæmper på ansøgningsstrømmen mod læreruddannelserne. Men nu vender det.

Sidste år søgte 14 procent færre ind på læreruddannelserne, og i år er det seks procent flere, der kan se en fremtid i folkeskolen for sig. 

Der er flere forskellige ting, der har fået de studiesøgende til at søge mod lærergerningen. 

- Det er et hårdt arbejde, men det er også et rigtig vigtigt arbejde. At uddanne den næste generation er jo et kæmpe ansvar. Og det er jo det, de unge tænder på - de vil gerne gøre en forskel. Det er jo meningsfuldt at følge en flok unge mennesker på vej, siger Tove Hvid, der er dekan på professionshøjskolen UCC og talsmand for læreruddannelserne. 

Det er en udbredt tendens i ungdomsgenerationen, at de unge gerne vil gøre en forskel. Og ifølge Anne-Marie Dahl, der er fremtidsforsker og cand.scient.pol., er de unge meget følsomme overfor signaler om forskellige job. 

Rita er god reklame
Så hvis der er uro om en branche, som der var om lærerfaget rigtig længe, efter skolereformen blev fremlagt i 2013, så forplanter det sig blandt de unge og påvirker deres uddannelsesvalg. Det forklarer, hvorfor faget fik et stærkt vigende ansøgertal sidste år. 

- Omvendt så har jeg lige læst mig til, at nu vil flere unge være fiskere og landmænd, fordi der har kørt nogle programmer i tv om det. Det er samme tendens, som vi så, da kokke pludselig blev tv-kendte. Så ville flere unge pludselig være kokke, siger Anne-Marie Dahl. 

- Det kan sagtens være en serie som "Rita", der har skubbet udviklingen i den retning. Tidligere så man på, hvad far, mor og onkel Knud lavede. I dag søger de unge inspiration alle mulige andre steder. Og en serie som Rita er god reklame for faget. 

Den upolerede folkeskolelærer Rita, spillet af Mille Dinesen, har taget TV 2s og de amerikanske seere med storm. Og læreren, der kæmper for sine elever med næb og kløer, taler direkte til de unges ønske om et job, hvor de kan gøre en forskel. 

Tove Hvid fra læreruddannelserne er tilbøjelig til at give hende ret: 

- Jeg ved ikke, om alle unge identificerer sig med Rita og hendes hårdhed, men det at hun gør en forskel for børnene - jo, det tror jeg sagtens kan gøre en forskel, siger Tove Hvid, talsmand for læreruddannelserne.

Man er sikret et job
Tove Hvid mener også, at det har haft en positiv effekt, at man kan være sikker på at få et job som færdiguddannet lærer, at mindstelønnen "ikke er så ringe endda", og at de fleste er "rigtig glade glade for at være lærere".

- Jeg tror også, de unge følger mere med end som så. Jeg vil gætte på, at de har lagt mærke til, at der har været en god dialog mellem kommunerne og lærerne på det seneste. Og at de tager det som et positivt signal, at man vil kigge på inklusionen. De kan jo godt have en frygt for at komme til at stå i en situation, de ikke kan magte, siger hun. 

Højere adgangskrav gør studiet mere eksklusivt
I 2013 blev der indført et nationalt krav om, at man skulle have minimum 7 i gennemsnit fra den adgangsgivende eksamen, hvis man skal optages på en læreruddannelse via kvote 1. Og det har haft en effekt. 

De unge, der om en måneds tid begynder som lærerstuderende, har et højere gennemsnit med sig fra ungdomsuddannelserne. Mere præcist har 9,2 procent af dem et gennemsnit på 10 eller derover. Det er dobbelt så mange som i 2012. 

- Den nye læreruddannelse gør det sværere at komme ind, fordi man gerne ville få flere af de bedste ind på lærerstudierne. Jeg tror også, at det påvirker de unges holdning til lærerstudiet, at det ikke er et studie, som alle kan komme ind på, og hvor man ikke kommer til at være omgivet af medstuderende, der ikke rigtig gider, siger Tove Hvid. 

Anne-Marie Dahl er enig: 

- Det er helt afgjort mere lækkert set med de unges øjne, hvis det er lidt mere eksklusivt. At man er noget særligt, hvis man formår at komme ind. 

Du kan se tredje sæson af Rita på TV 2 Play.

Studieoptag 2015

Den 30. juli offentliggøres årets adgangskvotienter til de videregående uddannelser.

TV 2 har samlet alle adgangskravene, så du kan se, om dit karaktergennemsnit er højt nok til at direkte optage på drømmeuddannelsen.

Hele dagen sætter vi fokus på de tendenser og udviklinger, som tallene afspejler.