Singler i vandkanten: Nye fællesskaber vokser frem

Ifølge Danmarks Statistik er mere end hver tredje voksne dansker single. I vandkanten ved Fåborg er procenten sikkert endnu højere i disse dage, fo

Ifølge Danmarks Statistik er mere end hver tredje voksne dansker single.

I vandkanten ved Fåborg er procenten sikkert endnu højere i disse dage, fordi det netop nu er sæson for singlecamping.

Det er en ny og populær måde for singler med børn at holde ferie med børn – og samtidigt at overkomme den snigende følelse af ensomhed, der godt kan komme, hvis man holder ferie midt iblandt masser af kernefamilier.

- Tit ender man på en eller anden balkon alene. Fordi når folk tager på ferie, tager de jo på ferie for at være sammen, fordi de har haft en stresset hverdag. Det kan jeg godt forstå. Så kan man jo godt sidde der lidt alene, siger Kisser Lehnert.

Voksentid med andre singler
Hun er initiativtager til single-netværket Singleplus, der siden 2005 har arrangeret fællesspisning, ferieture og andre arrangementer specielt for den voksende single-befolkning i Danmark.

Netværket har 8000 registrerede brugere, og camping-ferierne i Faaborg har fået 800 tilmeldinger i denne sommer.

- Når børnene har connected med hinanden, i de aldersgrupper de er, så bliver der noget voksentid. Så kan jeg sidde med nogle andre voksne, der er singler. Som ved hvad det vil sige at slås med et fuldtidsjob, en karriere, at få tingene til at hænge sammen, når man er alene, siger Kisser Lehnert, der selv er på singlecamping med sin 12-årige datter Freja.

Nye fællesskaber vinder frem
Tallene fra Danmarks Statistik siger helt præcist at 1,6 millioner voksne danskere er enlige – svarende til 37 procent af den voksne befolkning.

Et andet tal siger, at der nu er knap 20.000 skilsmisser hvert år.

Og et tredje tal: Cirka 200.000 børn bor i dag kun sammen med den ene af sine forældre.

Så det er helt klart en tendens, at danskerne søger fællesskab på nye måder, mener en fremtidsforsker:

- Når vi ikke er i kernefamilien, så er vi nødt til at indgå i andre fællesskaber. For det er så vigtigt for os mennesker, at vi ikke sidder alene, men er en del af dedikerede og forpligtigende fællesskaber. Så vi vil helt klart se en stigning i, at folk søger sammen på andre måder, siger Louise Fredbo Nielsen, der er fremtidsforsker i Future Navigator.

Initiativtageren til Singleplus, Kisser Lehnert, erkender dog gerne, at singlecamping og andre single-arrangementer sagtens kan have en effekt, der direkte underminerer netværkets medlemsgrundlag af singler:

-Selvfølgelig lægger jeg da mærke til om der er nogle søde fyre, siger hun.