Sendte ledige i jobrotation hos sig selv

Du kan se Operation X på TV 2 play her Ejeren af 24native, der har bemandet sine callcenter-virksomheder med offentligt betalte jobrotationsvikarer

Du kan se Operation X på TV 2 play her

Ejeren af 24native, der har bemandet sine callcenter-virksomheder med offentligt betalte jobrotationsvikarer, ejer også en såkaldt anden aktør virksomhed. Cube Services, som firmaet hedder, har fået betaling af kommunerne for at sende ledige i jobrotation i ejerens egne firmaer.

TV2 programmet ”Operation X”, kunne i går afsløre, hvordan tre virksomheder ejet af den københavnske forretningsmand, David Junge, har fået udbetalt 35 millioner kr. i jobrotationsydelse. En stor del af disse penge mener myndighederne nu er udbetalt uberettiget. Men David Junge har også tjent penge på jobrotationsordningen på andre måder.

Mor som direktør
Via selskabet Junger & Co. ejer David Junge nemlig firmaet Cube Services, hvor han har ansat sin mor, Kirsten Junge, som direktør. Cube Services har aftaler med en række kommuner om aktiveringsforløb for ledige, og har til huse i samme ejendom som 24native.  Så der har ikke været langt, når Cube Services skulle præsentere mulige jobrotationskandidater for 24native.

  - Da jeg sad hos 24Native, der så jeg jo tit Kirsten Junge komme ned med nogle kandidater, som kunne være relevante for 24Native at ansætte, fortæller Shamaila Ahmad, der både var i aktiveringsforløb hos Cube Services og arbejdede som jobrotationsvikar i 24native.

  - Nogle gange, så sad vi jo bare og var fuldt besat. Der var jo ikke plads til, at der var flere folk, der kunne sidde der. Men på trods af det, kom der stadigvæk kandidater ned fra tredje sal, siger Shamaila Ahmad.

Ledige kom ikke i job
Meningen med jobrotationsordningen er, at ledige kan komme tættere på arbejdsmarkedet, ved at blive ansat som vikar for en fastansat, der så i stedet bliver sendt på uddannelse. Hensigten er så, at den ledige efterfølgende får mulighed for fastansættelse, når vikariatet udløber, hvis forløbet er gået godt.

Ifølge David Junge selv, er det omkring 15 jobrotationsvikarer Cube Services har henvist til hans andre virksomheder, men han kan ikke se noget galt i konstruktionen.

  - Cube Services får altid betaling for at fungere som anden aktør, og følger de regler og kontrakter, som er aftalt med jobcentrene, siger han.

Men de jobrotationsvikarer Operation X har været i kontakt med, fortæller, at der ikke var nogen i jobrotation, der blev tilbudt fast arbejde i 24native, når deres vikariat var udløbet.

  - Vores primære marked er i udlandet, så danske jobrotationsvikarer har ikke nogen naturlig plads i vores organisation efter deres vikariat udløber, siger David Junge.

Hvad er jobrotationsordningen?

Fakta om jobrotationsordningen
Offentlige og private arbejdsgivere, som sender faglærte eller ufaglærte medarbejdere af sted i videreuddannelse eller opkvalificering, har ret til at få udbetalt jobrotationsydelse af jobcentret, når der samtidig ansættes en ledig som vikar for medarbejderne.

Virksomheden udbetaler sædvanlig løn til den ansatte i hele uddannelsesperioden samt evt. kursusudgifter eller deltagerbetaling. Vikaren skal modtage overenskomstmæssig løn for de timer, som vedkommende er ansat i.

I 2014 blev der brugt 1,6 milliarder kroner på jobrotationsordningen i Danmark. Korrigeret for udgifter til dagpenge og kontanthjælp samt skat og tilbageløb, ender det beløb på 361 millioner kroner.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering - www.star.dk

Hvad er Operation X?

Operation X er TV 2's program for undersøgende journalistik.

Med Morten Spiegelhauer som frontfigur afslører Operation X forhold og sager, som ellers ikke ville komme til befolkningens kendskab, og de ansvarlige konfronteres.

Har du selv en sag, som du mener redaktionen bag programmet skal kigge nærmere på, kan redaktionen kontaktes på x@tv2.dk.

Eller på telefon hverdage mellem kl. 9-17 - tlf.: 39 166 000

Operation X er også på Facebook.