Coop: Farvel til popcorn skal lægge pres på producenten

Coop-koncernen, der blandt andet omfatter butikker som Superbrugsen, Fakta og Kvickly har fjernet mikroovnspopcorn fra hylderne.

Coop-koncernen, der blandt andet omfatter butikker som Superbrugsen, Fakta og Kvickly har fjernet mikroovnspopcorn fra hylderne. Popcornene vil ikke blive solgt i butikkerne, før der er fundet en løsning på emballagens problemer med flourerende stoffer, oplyser Coop.

-Det har vi gjort, fordi forskere har påvist, at disse stoffer er skadelige for vores helbred, siger afdelingschef for kemi og nonfood i Coop, Malene Teller Blume.

Coop har længe arbejdet på at få de florerende stoffer ud af al emballage i butikkerne. Det er lykkedes på mange områder, men ikke på præcis mikroovns-popcorn:

- Teknologien på disse mikroovnspopcorn er helt speciel. Vi har presset vores leverandører siden sidste år, fordi vi gerne ville have disse skadelige stoffer ud af emballagerne. Det er endnu ikke lykkedes. Jeg ved, at de arbejder rigtigt hårdt på det, men meldingen var i sidste uge, at de endnu ikke vidste, hvornår de havde et flourfrit alternativ. Derfor har vi valgt at tage dem af hylderne for at sætte yderligere fokus på det her, siger hun.

Flourerede stoffer findes i en række papir- eller papemballager, der skal være fedtafvisende. For eksempel madpapir, mellemlægspapir, cupcake-bunde og papirsposer.Forskning har vist, at stofferne blandt andet betyder en øget abortrisiko for gravide kvinder.

Coop har allerede fjernet stofferne fra emballagen i egne produkter og i de fleste produkter fra eksterne leverandører, men netop mikroovnspopcorn har voldt problemer. Derfor trækker Coop nu produktet, som ellers sælger for et tocifret millionbeløb i Coops 1200 butikker hvert år.

Men Malene Teller Blume understreger, at der ikke er nogen akut sundhedsfare eller grund til panik, fordi man har købt popcornene:

- Man kan enten smide popcornene ud, eller man kan gå tilbage i butikken og få pengene tilbage. Er man utryg, kan man få pengene tilbage, uanset om man har en bon eller ej, siger hun.

Danmarks anden store butikskæde, Dansk Supermarked med Netto, Bilka og Føtex, siger i en kommentar, at man ikke har tænkt sig at gøre det samme. Dansk Supermarked har valgt at holde sig til, at de danske fødevaremyndigheder ikke har valgt at gribe ind over for de flourerende stoffer, og at Dansk Supermarked stoler på myndighedernes "ekspertise".

Fødevarestyrelsen siger, at man ikke har har nogen kommentarer til sagen, som er "Coops egen beslutning".