Restaurant tog bestik fra handicappet gæst - kunne ikke tygge pizza

En pizzarestaurant i Aarhus tog bestikket fra en ung kvinde med et kæbehandikap, selvom hun ikke var i stand til at tygge sin pizza. Helt efter reg

En pizzarestaurant i Aarhus tog bestikket fra en ung kvinde med et kæbehandikap, selvom hun ikke var i stand til at tygge sin pizza.

Helt efter reglerne - hun vidste det godt, lyder det fra restaurantchefen - nedværdigende og ydmygende, mener den unge kvinde.

- Da jeg står og forklarer mit problem til manageren, siger han, at det er da ærgerligt, men han har taget bestikket væk fra folk, der er mere handikappede, end jeg er, siger Louise Juul, der er universitetsstuderende, til TV 2 Østjylland.

Mackies Pizza - kendt koncept
Hun var sammen med en håndfuld studiekammerater taget på Mackies Pizza i Aarhus - en 40 år gammel restaurant, der er velkendt i byen - også for sit koncept med, at pizzaerne skal spises med fingrene.

- Tjeneren kommer hen til os og spørger, om vi er bekendt med konceptet om, at man ikke må spise pizza med bestik, siger Louise Juul - det var hun, men hun fortalte tjeneren, at hun ventede på en kæbeoperation, ikke var i stand til at tygge - og om restauranten ikke kunne gøre en undtagelse.

Men det var ikke til diskussion, lød svaret.

Ok med bestik til fritter
- Jeg tænker, at det kan være, hun ikke har forstået, hvor slemt problemet er, og jeg forklarer hende en gang til, at jeg virkelig ikke kan tygge noget, siger Louise Juul - der dog fik at vide, at hvis hun bestilte en portion pommes frites, så måtte hun godt spise kartoflerne med bestik.

- Jeg tænker, at jeg måske kan skære min pizza ud i smug, og at de vel ikke kommer hen og tager mit bestik fra mig, siger Louise Juul.

Men det gjorde de.

- Restaurantchefen kommer hen og siger: 'Hvorfor lyver du for mig?' Jeg bliver helt paf og siger: 'Hvad mener du?', siger Louise Juul, der fik at vide, at hun ikke måtte spise sin pizza med bestik - og at det var respektløst overfor stedet og den afdøde ejer - Michael John Lee, der afgik ved døden omkring årsskiftet.

Koncept eller ydmygelse
Herefter var al argumentation fra den sultne studerende uden effekt - hun fik at vide, at hun kunne bestille noget andet mad eller få pizzaen med hjem i en æske - men at spise den med bestik sammen med veninderne på restauranten, det var udelukket.

Men de har jo et koncept. Du vidste jo godt, at du ikke måtte spise pizzaen med bestik?

- En ting er, de har et koncept. Noget andet er, hvordan de håndterer situationen. Han vælger at stå højlydt og beskylde mig for at være respektløs overfor stedet og den afdøde ejer og udstiller mig overfor mine studiekammerater og de andre mennesker, der sidder i restauranten. Det gør det da bestemt ikke lettere at være fysisk tilbagesat i forhold til andre, siger Louise Juul.

Vores sted, vores regler
Restaurantchefen, Sander Lee, der er søn af den afdøde ejer, mener ikke, at restauranten har handlet forkert.

- Med hensyn til bestik gør jeg meget ud af, at servitricerne gør opmærksom på, at man ikke må spise pizza med bestik, siger han til TV 2 Østjylland.

Ligesom reglen står på døren og på menukortet.

- Det er vores restaurant, og det er vores ret at køre det, som vi vil, og mange elsker os for det. Der er mange, der synes, det er en del at oplevelsen at spise med fingrene, siger Sander Lee, der aldrig har tilladt nogen at spise pizza med bestik på restauranten.

Ingen undtagelser
- Personligt vil jeg kun diskutere det, hvis vi har glemt at gøre opmærksom på det fra start.

Hvorfor ikke bare gøre en undtagelse, når hun ikke kan tygge maden?

- Problemet er, at vi giver lov til Louise, så vil andre også, og lige pludselig er konceptet dødt, mener Sander Lee.

Nej til handikappede
Ifølge andre beskrivelser på hjemmesiden Trustpilot, er Louise Juul da heller ikke den eneste, der har bedt om at få lov at spise sin pizza med bestik. Uden at få lov. Her er en række andre beskrivelser taget fra hjemmesiden:

Man måtte ikke få bestik til pizza, blev truet med at blive smidt ud for at spise pizza med min drengs bestik (han fik bestik til nachos), skriver en kunde i februar 2015.

En veninde har tidligere været inde med en handikappet mand, hun skulle made ham og bad om kniv og gaffel, så hun kunne skære pizzaen ud og give ham bidder i munden. Men nej, det var mod konceptet. Hun måtte made ham med hænderne, og fjerne eventuelle "ostestrenge" i luften med fingrene. Hvad ligner det!!!, skriver en kunde i november 2014.

Var der for nogle dage siden og havde netop gennemgået en stor tandlægebehandling. I forbindelse med denne behandling måtte jeg bede om en gaffel og en kniv, da pizzaen skulle i små små små stykker. Tjeneren sagde, at dette måtte jeg ikke pga konceptet, og der intet var at gøre ... FØJ Aldrig igen, skriver en kunde i juli 2014.

Hvad mener du? 

En pizzarestaurant i Aarhus tog bestikket fra en ung kvinde med et kæbehandikap, selvom hun ikke var i stand til at...

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, April 26, 2015