9. april: Så stor var forskellen på danske og tyske soldater

Fra de tyske tropper overskred grænsen i Sønderjylland den 9.

Fra de tyske tropper overskred grænsen i Sønderjylland den 9. april 1940, gik der kun få timer, inden den danske regering besluttede at kapitulere.

I de mellemliggende timer kæmpede danske soldater for at holde fjenden væk, men uden for alvor at kunne stille noget op mod den tyske overmagt.

I den aktuelle biograffilm '9. april' kan man se, hvordan de danske soldater kæmper med ladegeværer og hjelme, der skygger for udsynet, mens tyskerne kommer med automatvåben.

Men hvordan var danskernes krigsmateriel reelt sammenlignet med tyskernes?

Det forklarede museumsinspektør fra Tøjhusmuseet, Karsten Skjold Petersen, og kontorchef i Forsvaret, Torsten Cumberland Jacobsen, torsdag morgen i Go' Morgen Danmark-studiet. De har sammen udgivet den nye bog '9. april 1940 - Våben udrustning og uniformer'


Uniformerne:
Danskerne havde to forskellige uniformer. En grå model fra 1915, som alle de unge rekrutter fik på, mens de færdiguddannede soldater var iklædt de khaki-farvede modeller fra 1923.

- Det materiale, man havde til rådighed, var uld, og det er dejligt varmt, men ikke særligt praktisk i for eksempel regnvejr, siger Karsten Skjold Petersen.

- De tyske uniformer var langt mere ensartede. Det var en relativt ny hær, der var genopbygget efter Versailles-freden

- Det er en meget moderne uniform, den skulle være designet flot og se moderne ud. Forsvaret skulle være smart, det skulle være spydspidsen i samfundet og være overklassen kan man sige, forklarer Torsten Cumberland Jacobsen.

Hjelmene:
Danskerne havde en stålhjelm, den første der blev indført herhjemme, en model 1923.

- Den er ikke særlig smart i sit design, stor og klodset. Den er fremstillet af sådan en godt én millimeter tyk stålplade, som er standset ud i en bevægelse. Og sådan en en millimeter stålplade kan jo på ingen måde stoppe et projektil fra sådan et karabin, fortæller Karsten Skjold Petersen. 

- Tyskerne havde lignende hjelme, men de var bedre pansrede. Det var hjelme, der var professionelt lavet. Man kiggede efter Første Verdenskrig på, hvordan man blev ramt, og hvilke farer der var fra granatsplinter og patroner og sådan noget, og så har de simpelthen lavet en hjelm, der var tilpasset til det, fortæller Torsten Cumberland Jacobsen.

En dansk hjelm model 1923
En dansk hjelm model 1923 Foto: TV 2

Våbnene:
Den danske hærs standardgevær var et 'Gevær 1889', da man som alle de europæiske hære havde geværer fra slutningen af 1800-tallet, fortæller Karsten Skjold Petersen.

- Det er et enkeltskud repeter-gevær, hvor der er fem skud i magasinet, og når du har skudt dem af, skal du putte en patron i ad gangen for at genlade, forklarer han.

Her havde tyskerne det langt nemmere med deres Mauser-geværer.

- Der satte man simpelthen en ramme med fem patroner ned på geværet, og så kunne man fortsætte. Det betød også, at det var nemmere at kæmpe med geværer og nemmere at rykke frem under ild for eksempel, siger Torsten Cumberland Jacobsen.

- Men når vi taler om række vidde for de her to våben er de jævnt gode i virkeligheden, tilføjer Karsten Skjold Petersen.

Det danske standardgevær 1889
Det danske standardgevær 1889 Foto: TV 2

Aktionen var et overraskelsesangreb, og Danmark kapitulerede efter få timer, hvilket siden har vakt debat.

Tyskland indsatte omkring 40.000 mand, som stod over for omkring 4000 danske, de fleste af disse i Jylland.

16 danske soldater faldt og 23 såredes. De tyske tabstal kendes ikke.

Tidslinje for den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940:

  •  * 04.15: Tyske tropper overskrider grænsen i Sønderjylland.
  •  * 04.20: Tysklands ambassadør, Cecil von Renthe-Fink, opsøger den danske udenrigsminister, Peter Munch, på dennes bopæl for at overlevere tyskernes krav.
  •  * 04.55: Kastellet i København stormes, og det militære hovedkvarter besættes. Kanonen på Middelgrundsfortet virkede ikke, og personellet på Kastellet blev overrumplet.
  •  * 05.00: Statsminister Thorvald Stauning ankommer til Amalienborg.
  •  * 05.15: Tysk fly skydes ned over Esbjerg.
  •  * 05.30: Skudveksling mellem danske gardere på Amalienborg og tyske soldater.
  •  * 06.00: Kong Christian 10. og regeringen beder militæret indstille kampene.

Kilder: Historiefaget.dk og danmarkshistorien.dk.

/ritzau/