Islamisk Stat hylder Omar El-Hussein i officielt magasin

Islamisk Stat hylder Omar el-Hussein i en udgave af den militante bevægelses officielle magasin Dabiq. Det sker i det elektroniske propagandamagasi

Islamisk Stat hylder Omar el-Hussein i en udgave af den militante bevægelses officielle magasin Dabiq.

Det sker i det elektroniske propagandamagasin, der hylder Omar Abdel Hamid El-Hussein, som menes at stå bag februars angreb på Krudttønden i København og på den jødiske synagoge i Krystalgade.

På flere sider bringer magasinet billeder af Omar el-Hussein, som benævnes "martyren". Helt konkret skrives der følgende om Omar el-Hussein:

"Omar el-Hussein lod hverken landegrænser eller himmel stoppe ham. Han lod ikke et "statsborgerskab", han ikke troede på, forhindre ham i at adlyde sin Herre og forsvare sin profets ære og gengælde for sine brødre i kalifatet. Hans blod og sjæl var værdiløs for ham i forhold til at ofre sig for sin religion. Han samlede de våben, han kunne, han overvågede sine mål, han satte sin lid til sin Herre og udførte sit modige og uselviske angreb ved at terrorisere kristne, jøder og ateister i Danmark - en hedensk nation, der har fornærmet profeten. (...) Danskernes beskidte blod blev spildt af hans velsignede hænder, hvorved han sikrede sig en plads i Paradis".

Angrebene i København kostede to uskyldige livet, mens seks betjente blev såret. Den formodede gerningsmand Omar el-Hussein blev siden skudt og dræbt af politiet.I teksten står der ydermere, at angrebene i København er hævn over Danmark. 

Danmark er aktiv i Irak mod netop IS. USA står i spidsen for en international koalition mod Islamisk Stat, som Danmark deltager i.

Danmarks indsats tæller foreløbig 250 flymissioner, hvor der er smidt 200 bomber over Irak siden efteråret, hvilket har kostet omkring 213 millioner kroner. De danske kampfly blev sendt til Irak 2. oktober sidste år.

I videoen øverst i artiklen kan du se en grafik over, hvordan terrordøgnet forløb.