Sebastian skrev børnebog på to timer som 8-årig

På fredag udkommer børnebogen ’Kik-kik med Anton’, der handler om en lille dreng, som er ude at rejse og får kikket på en masse spændende ting imens.

På fredag udkommer børnebogen ’Kik-kik med Anton’, der handler om en lille dreng, som er ude at rejse og får kikket på en masse spændende ting imens.

Bag bogen står Sebastian Sejer Juul Hansen, der som blot otteårig skabte sit eventyr om Anton – og halvandet år senere er klar til at debutere som forfatter.

Det unge talent skrev børnebogen fra sin morfars arbejdsværelse, mens familien Juul Hansen var samlet til familiehygge.

- Jeg synes, min lillebror han var så sød, så jeg ville lave noget til ham, fortæller den nu ti år gamle Sebastian Sejer Juul Hansen om dagen, hvor han skrev og tegnede ’Kik-kik med Anton’.

Skrev og tegnede bogen på to timer
Ifølge Sebastians morfar, Ole Juul Hansen, tog det ikke lang tid for barnebarnet at få skrevet sit eventyr.

- Da der var gået to timer, så kommer han ud til familien igen ude på terrassen og siger, ”ja, nu har jeg lavet en børnebog til min lillebror”

- Og så bladrede jeg i den, og så var jeg ved at falde omkuld, fortæller Ole Juul Hansen.

Sebastian Sejer Juul Hansen skrev og tegnede sit eventyr om drengen Anton på en tegneblok, som hans morfar bankede et hul igennem – en del af konceptet i bogen.
Sebastian Sejer Juul Hansen skrev og tegnede sit eventyr om drengen Anton på en tegneblok, som hans morfar bankede et hul igennem – en del af konceptet i bogen. Foto: TV 2

Det samme var resten af familien, og forlaget Alvilda var ligeledes begejstret:

- Bogen er jo et helt klar koncept og en helt klar idé, hvor tekst og billeder, og det der med at der hul hele vejen igennem, går op i en højere enhed, siger Jonas Holm Hansen, redaktionschef på Alvilda, der nu udgiver Sebastians bog.

For nylig tog Alvilda ’Kik-kik med Anton’ med på en stor international bogmesse, hvor de mødte et begejstret tysk forlag, som siden gav et tilbud på at købe bogen – det største Alvilda nogensinde har modtaget.

Du kan se hele TV 2 Nyhedernes indslag om tilblivelsen af ’Kik-kik med Anton’ øverst i artiklen.