Forstå Hizb ut-Tahrir: - De vil omvende os alle til en islamisk stat

Et medlem af Hizb ut-Tahrir som valgt formand for en beboerforening, samtidig med at organisationen ikke går ind for demokrati.

Et medlem af Hizb ut-Tahrir som valgt formand for en beboerforening, samtidig med at organisationen ikke går ind for demokrati. Et paradoks, forklarer Kirstine Sinclair fra Syddansk Universitet, der har forsket i islam og især Hizb ut-Tahrir. Målet for organisationen er nemlig at omvende det danske samfund og borgerne i landet. Og her kan indflydelse i lokalsamfundene være en fordel, siger Kirstine Sinclair.

- De skelner mellem lokaldemokrati på den her måde og så deltagelse i folketingsvalg og egentlig statsstyre. De mener, demokratiet er ukorrekt og forkert, fordi det er et folkestyre og ikke Gudsstyre. Men på lokalplan går de mere pragmatisk til værks. De mener, at hans indflydelse er større ved at stille op og få den her formandspost, siger Kirstine Sinclair om Omar Saads formandspost hos beboerforeningen i Nivå.

Hun mener, at det ikke nødvendigvis er et problem, at der er kommet en Hizb ut-Tahrir-ledet beboerforening. Kirstine Sinclair vil afvente og se, hvad han egentlig vil udrette som formand. Alligevel er der flere årsager til, at udnævnelsen får opmærksomhed.

- Grunden til at det får særlig opmærksomhed er jo, Hizb ut-Tahrir er kendt som et politisk foretagende, der tager afstand til demokrati, og de opfordrer muslimer til hverken at vælge eller stille op til det danske samfund, og så er de jo også kendt for diskriminerende og usympatiske synspunkter især rettet mod andre minoriteter i samfundet, siger hun og tilføjer:

- Det er en lovlig organisation. De arbejder for at omvende masserne, de vil udbrede budskabet, de mener, de har direkte adgang til sandheden med stort S, og så vil de lige så langsomt omvende os alle sammen til at arbejde for den her islamiske stat, som de gerne vil etablere, forklarer Kirstine Sinclair.

Omar Saad har ikke ønsket at kommentere sit formandskab overfor TV 2, men til Frederiksborg Amts Avis forklarer han, at han intet problem ser i det i forhold til sin politiske holdning.