Ultratynd dansk model skaber vild debat på de sociale medier

Da Rikke Tindal fra Viby her til aften sad og bladrede i datterens modeblad, fik hun et chok.

Da Rikke Tindal fra Viby her til aften sad og bladrede i datterens modeblad, fik hun et chok. På et af billederne optræder en uhyre tynd model iført en strikkjole og et tørklæde.

Billedet er fra det seneste nummer af det danske modemagasin Cover.

- Jeg blev virkelig chokeret, da jeg så den stakkels pige udstillet på den måde. Jeg har selv to døtre og ved, hvor meget fokus der er blandt unge piger på, hvad og hvor meget man spiser, siger Rikke Tindal til tv2.dk.

- Jeg giver intet for modelbureauer, der udnytter unge piger på den her måde og udstyrer dem med så forskruet et selvbillede. Bureauerne påstår ellers, at de har styr på deres piger, så de ikke bliver alt for tynde. Det modbeviser det her billede da på det klareste.

Rikke Tindal tog onsdag aften et foto af modelbilledet og lagde det på Facebook. Billedet er allerede delt flere end 85 gange, og reaktionerne er ikke til at tage fejl af. Folk er rystede.

Channet Jensen skriver i en kommentar til billedet:

”Føj.... ved ikke hvem der er mest syg, pigen på billedet eller dem der har valgt hende, eller dem der har bestemt at sætte det i bladet. Trist.”

Janie Gabriel stemmer i:

”Seriøst? Nu stopper det. Hun ligner jo en der burde være indlagt, med en alvorlig spiseforstyrrelse…”

Tv2.dk har onsdag aften forsøgt at få en kommentar fra Covers stifter og chefredaktør, Malene Malling. Det er endnu ikke lykkes.

Se TV 2 Nyhedernes interview med Rikke Tindal i videoen øverst i artiklen.