Tv-vært lagde blomster for terrorist: Umenneskeligt, mener K-formand

Er det i orden at lægge blomster i sympati med en mand, der står bag et terrorangreb på et debatarrangement og en synagoge med to dræbte som resultat?

Er det i orden at lægge blomster i sympati med en mand, der står bag et terrorangreb på et debatarrangement og en synagoge med to dræbte som resultat?

Spørgsmålet er opstået i kølvandet på weekendens tragedie, fordi mange valgte at lægge blomster på stedet, hvor Omar Abdel Hamid el-Hussein blev dræbt af politiet efter en intens menneskejagt.

Og debatten har fået fornyet næring, efter én af værterne på TV 2's underholdningsprogram 'Danmark har Talent', Christopher Læssø, på Facebook publicerede en sympatierklæring til den dræbte gerningsmand.

- Jeg lagde blomster, hvor Omar blev skudt, ikke fordi jeg sympatiserer med hans handlinger, men fordi jeg synes, at det er tragisk, at ingen formåede at nå ind til ham, skrev han blandt andet i sin opdatering.

Umenneskeligt
De mange blomster på gerningsmandens drabssted har affødt mange reaktioner både i danske og i internationale medier.

Én af dem kom fra Konservatives formand Søren Pape Poulsen, der ikke forstår, hvorfor folk har behov for at vise respekt for en terrorist.

- Blomster lægges, hvor terroristen blev dræbt. Hvor dumt, respektløst og umenneskeligt at ære ham, var Søren Pape Poulsens svar på Twitter.

Uforståeligt
TV 2 havde inviteret begge i Go' Morgen Danmark-studiet, så de her fik mulighed for at forklare deres holdninger.

- Vi har ytringsfrihed i dette land, og den bruger Christopher på én måde, og jeg bruger den på en anden. Vi har forskellige tilgange til det, og jeg reagerede kraftigt på Twitter. Når man lægger blomster for nogen, så gør man det for at mindes eller ære den afdøde. Jeg har lagt blomster i Krystalgade og ved Krudttønden, fordi jeg gerne vil ære de omkomne, og i min verden er det helt uforståeligt, at der skal være et synligt symbol på, at der er en terrorist, der er blevet dræbt, siger Søren Pape Poulsen.

Kommer videre uden had i hjertet
Christopher Læssø understreger, at han også lagde blomster til minde om de to dræbte på henholdsvis på Østerbro og i Krystalgade, men gennem sit tidligere arbejde som pædagogmedhjælper mødte han flere af Omar Abdel Hamid El-Husseins slags.

- Jeg har kigget ind i de der kulsorte øjne, hvor alt er slukket. Man må acceptere det, og det er min måde at bearbejde sorg på. I min bog og den måde jeg tolker tilgivelse på, så lægger jeg en blomst for at komme videre uden had i mit hjerte.