Tænketank: DF-forslag om Europol-samarbejde er ikke holdbart

Det danske retsforbehold risikerer at svække landets sikkerhed over for organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, hvis det i sidste ende betyde

Det danske retsforbehold risikerer at svække landets sikkerhed over for organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, hvis det i sidste ende betyder, at vi må stå uden for politisamarbejdet i Europol.

Og mens regeringen sammen med SF og de borgerlige partier er blevet enige om en afstemning om forbeholdet efter folketingsvalget, hvor de EU-venlige partier har lagt op til en såkaldt "tilvalgsordning", så opfordrer Dansk Folkeparti til, at man i stedet indgår en parallelaftale, således forbeholdet opretholdes på alle andre punkter end netop politisamarbejdet.

Men det er ingen reel mulighed, og Danmark vil i så fald stadig risikere at blive svækket i kampen mod international kriminalitet.

Det mener Bjarke Møller, der er direktør i Tænketanken Europa.

- Vi har allerede fire parallelaftaler i dag, men sagen er den, at den sidste, der blev indgået var før Lissabon-traktaten, og det tog seks år at forhandle den på plads. Det tager rigtig lang tid at forhandle den slags aftaler på plads, og billedet ændrer sig hele tiden. Det ser vi også på EU-topmødet, hvor man ønsker strammere foranstaltninger over for terrorister, så udviklingen presser hele tiden parallelaftalerne, siger Bjarke Møller til TV 2 News.

- Så selv om man indgår en parallelaftale, kan det godt blive svært at få en plads ved bordet, uddyber han.

Britisk skabelon
Regeringen og resten af de EU-venlige partier lægger i stedet op til en såkaldt tilvalgsordning efter den britiske skabelon, og det vil ifølge Bjarke Møller åbne for et bredere og smidigere politisamarbejde.

- Ved en tilvalgsordning kommer vi ikke til at stå ude i kulden. Fordi Europol fremover bliver et overnationalt samarbejde, vil vi ikke kunne være med på grund af vores retsforbehold, og derfor skal vi tilvælge samarbejdet, ligesom man har gjort i Storbritannien, forklarer han.

- Man kan diskutere det på mange måder, men hvis vi vil gøre noget ved den organiserede kriminalitet, så har vi brug for Europol, og det er i sidste instans op til vælgerne og sige, hvad vil man og hvem stoler man på.

En glidebane
Ifølge TV 2's politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen skyldes Dansk Folkepartis skepsis over for en tilvalgsordning, at partiet er bange for, at det kan blive en glidebane og spænde ben for flere kerneområder i forbindelse med flygtninge- og indvandrerpolitik.

Du kan se hans analyse her

Kun de kriminelle vinder
I regeringen deler man de bekymringer, som EU's politichef lufter i Politiken, og derfor er det meget afgørende, at Danmark bliver i det fælles europæiske politisamarbejde, hvis vi skal bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

Det siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen.

- Budskabet er meget klar. Der er én gruppe, der vinder, hvis vi står uden for, og det er kriminelle, og derfor er det afgørende, at vi stemmer ja, når vi næste år skal til stemmeurnerne og skal stemme om det her.

Trine Bramsen giver i øvrigt ikke meget for Dansk Folkepartis forslag om at indgå en parallelaftale om politisamarbejdet.

Du kan se hendes indvendinger i nedenstående klip.