Familie kæmper: Hvem har ansvar for sønnens selvmord

Efter 10 måneders venten kom den dansk-italienske familie Terrida i dag et skridt længere i familiens kamp mod Sundhedsstyrelsen.  Nu håber familie

Efter 10 måneders venten kom den dansk-italienske familie Terrida i dag et skridt længere i familiens kamp mod Sundhedsstyrelsen. 

Nu håber familien, at næste skridt bliver, at ombudsmanden tager familiens sag op.

Den langvarige kamp begyndte efter sønnen Danilos selvmord i oktober 2011. Familien mener, at selvmordet blev fremprovokeret af, at sønnen blot 11 dage tidligere var begyndt at tage lykkepiller. Det har familien Terrrida allerede fået medhold i patientklagesystemet, og nu fører de så sag mod Sundhedsstyrelsen.

De vil have Folketingets Ombudsmand til at tage stilling til, hvorvidt styrelsen i 10 år har svigtet med sine vejledninger om lykkepiller.  Siden 2003 har Sundhedsstyrelsen haft en viden om, at der var en særlig risiko forbundet med indtag af lykkepiller for gruppen af unge mellem 18 til 25 år. Alligevel var det først i 2014, at Styrelsen ændrer sin vejledning til at omfatte netop den gruppe.

-Det kan vi ikke acceptere. De er ikke deres opgave voksen, siger faderen, Denis Terrida.

Ombudsmanden vil først beslutte, om man skal gå ind i sagen, når Sundhedsstyrelsen har svaret familien. Det skete i dag efter ti måneders ventetid.  Nu skal ombudsmanden så beslutte, om han vil gå videre med sagen.