Iværksætteren elsker 'den rådne banan': Udkantsdanmark giver ro

Udkantsdanmark, den rådne banan eller vandkantsdanmark. Kommunerne ude i provinsen har fået mange navne.

Udkantsdanmark, den rådne banan eller vandkantsdanmark. Kommunerne ude i provinsen har fået mange navne. Men ikke alle lader sig skræmme af at bo i vejkantsbyerne ude i det danske land, sådan som nye tal fra Eurostat og Danmarks Statistik viser ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge Jyllands-Postens artikel er der sket en øget urbanisering i Danmark. Befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 procent siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 procent. Det betyder at Danmark er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by.

Større og billigere end i byerne
Esben Nielsen er en af de personer, der er glad for at bo i Udkantsdanmark. Til dagligt bor han sammen med kæresten  Else-Marie Johansen i Aarsdale. Til daglig arbejder han i Nexø på Bornholm. Han er direktør i virksomheden Little Smart Things der producerer danske dronefly.

- Udkantsdanmark er sundt for nyopstartede udviklingsvirksomheder. Roen på landet i udkantsdanmark er med til at skabe en smule distance til omverden, som er en kæmpe fordel. Det giver plads til fordybelse og tænkning - væk fra byens larm, støj og café latte-kultur, siger han til tv2.dk.

Esben Nielsen, der er 35 år, flyttede for to år siden til Nexø på Bornholm. Han er født og opvokset i Aarhus og har senere tilbragt det meste af sit voksenliv i København. Men for ham føltes det helt naturligt at flytte til Bornholm.

- Når man vil arbejde med droner, kræver det plads, som vi kan foretage prøveflyvninger på. Det kunne jeg få på Bornholm til en langt billigere pris end tæt på København.

København på en halv time
Ifølge Esben Nielsen er det hurtigere at komme til København til middag, når han bor på Bornholm i forhold til eksempelvis Odense.

- En flytur til Bornholm tager lidt over en halv time - og så koster det kun omkring 300 kroner. Det er både billigere og hurtigere, end hvis jeg boede i Odense, siger han.

Esben Nielsen er mindst i København to gange om ugen.

Urbaniseringsproblem er Folketingets ansvar
Men trods Esben Nielsens begejstring for at bo i Udkantsdanmark, så viser de seneste tal som Jyllands-Posten bringer at de fleste strømmer mod landets storbyer.

Ifølge Martin Damm, formand for Kommunernes Landsforening, KL, så er det ikke underligt at udviklingen går den vej.

- Vi behøver ikke ligefrem at jage folk ud af landdistrikterne, men det er man godt på vej til i dag. Byerne er snart det eneste sted, hvor man kan uddanne sig, så det er ikke mærkeligt, at de unge flytter, siger han til Jyllands-Posten.

Du kan se eller gense interviewet med Martin Damm her:

 

Flere politikere og eksperter foreslår en kommission, der skal undersøge, hvordan man skaber et mere helt Danmark.