Ekspert: SKATs metode strider mod menneskerettighederne

747 gange har SKAT benyttet sig af muligheden for at gå ind i private haver uden en dommerkendelse, hvis der er begrundet mistanke om sort arbejde på

747 gange har SKAT benyttet sig af muligheden for at gå ind i private haver uden en dommerkendelse, hvis der er begrundet mistanke om sort arbejde på grunden. Det viser et svar til Folketinget fra skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Men ifølge professor i selskabsret ved Copenhagen Business School Søren Friis Hansen strider det mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, når SKAT uden videre åbner havelågen.

- Det er et indgreb i retten til beskyttelse af hjemmet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da konventionen så at sige beskytter helt ud til hækken, hvor grundloven beskytter inden for hjemmets fire vægge, siger han til tv2.dk.

- Et indgreb af den her art skal kunne retfærdiggøres, og det må ikke gå videre end nødvendigt, og det mener jeg, det gør i det her tilfælde, lyder den klare melding fra professoren.

Søren Friis Hansen henviser til, at da man besluttede at give SKAT adgang til folks private grund, indførte man samtidig flere muligheder for at sikre sig mod sort arbejde.

Blandt andet skal der i dag være et skilt foran huset med virksomhedens CVR-nummer, ligesom der skal være CVR-nummer på håndværkerens bil. Herudover hæfter borgeren for manglende betaling til SKAT, hvis det drejer sig om et beløb på mindst 10.000 kroner, der er betalt kontant.

- Man har derfor en række instrumenter, der er mindre indgribende, men som kan være med til at forhindre sort arbejde, og derfor mener jeg, at det strider med konventionen, når man går ind på privat grund, da det ikke er nødvendigt, siger Søren Friis Hansen til tv2.dk.

Konservative: Det skal stoppes
De nye og meget omdiskuterede skatteregler trådte i kraft i sommeren 2012, og siden da har SKAT altså benyttet muligheden for at betræde private baghaver en del hel gange. 

Alligevel er det ikke muligt for skatteministeren at svare på, hvor mange gange indgrebene har ført til sigtelser, bøder eller lignende.

Benny Engelbrecht henviser til et svar, han har fået fra SKAT, hvor det lyder, at en sådan afklaring vil kræve en 'uforholdsmæssig stor ressourceindsats og kræve manuel gennemgang af samtlige sager i projekter, der gennemfører kontrol af byggevirksomheder på privat grund.'

Det får nu Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen til at kræve, at tilladelsen afskaffes.

- Det er stærkt krænkende og meget problematisk, at en offentlig myndighed som SKAT uden dommerkendelse kan gå ind i folks haver. Det ville politiet ikke en gang gøre, og derfor skal det stoppes, siger han til TV 2 NEWS.

- Sort arbejde skal selvfølgelig bekæmpes, men når politiet blandt andet bekæmper bander, så skal de have en dommerkendelse, hvis de skal ind i folks hjem, eller hvis de vil aflytte dem, og det skal SKAT selvfølgelig også have.

SKATs regler mod sort arbejde

SKAT må gerne gå ind på privat grund - i fx en have - og lave en kontrol af, om håndværkerne arbejder lovligt, hvis de udefra kan se, at der på grunden foregår byggeaktivitet. SKAT må dog ikke gå ind i din private bolig.

Du skal som privatperson betale regninger på 10.000 kr. eller derover digitalt. Ellers kan du komme til at skulle betale, hvis sælgeren snyder med skat og moms.

Som en del af kampen mod organiseret sort arbejde og illegal arbejdskraft skal arbejdsudøvende skal kunne fremvise gyldigt ID. Danskere skal fremvise gyldig legitimation, mens udenlandske arbejdere skal fremvise visum, arbejds- eller opholdstilladelse.

Der skal skiltes tydeligt på alle byggepladser - også dem, der foregår på privat grund. Det vil sige et skilt med virksomhedens navn, CVR- eller RUT-nummer. 

Du skal som udgangspunkt ikke betale skat af familie- og vennetjenester. Hvis tjenesten ligger udover, hvad det er almindeligt at hjælpe med, for eksempel fordi det har en væsentlig økonomisk værdi, skal du betale skat.

Unge under 16 år må gerne arbejde for familie, venner og naboer og hjælpe med småopgaver uden at betale skat af lønnen. 

Folkepensionister må skattefrit tjene op til 10.000 kr. årligt ved at hjælpe til i private hjem.