Ordblinde Camilla ydmyget foran hele klassen: - Et kæmpe nederlag

At have svært ved at stave ord som taxachauffør, stanniol, champignon og bureaukrati gør ikke bare danskundervisningen lidt mere bøvlet.

At have svært ved at stave ord som taxachauffør, stanniol, champignon og bureaukrati gør ikke bare danskundervisningen lidt mere bøvlet. Det at være ordblind har vidtrækkende konsekvenser.

For et år siden fandt Signe Gaarde, der går i 8. klasse på Holte-Hus Efterskole, ud af, at hun var ordblind.

- Jeg vidste godt at der var noget galt, men jeg vidste ikke, hvad det var. Bare når jeg skulle skrive en besked, så var der nogle ting, jeg ikke kunne stave til, siger hun og fortæller videre.

- Jeg følte mig rigtig meget udenfor. For når vi skulle læse højt, blev lærerne sure på mig, fordi jeg ikke gad. Fordi jeg ikke kunne, så det var rigtigt svært.

"Det var et kæmpe nederlag"
Camillia Jørgensen, der går i klassen over på samme efterskole, har også oplevet hvor ubehageligt det er at være ordblind.

- Når jeg bad lærerne om hjælp, så bad de mig om at gå igen. Min lærer tvang mig til at læse højt og sagde: ”Det skal du bare”. Så sagde jeg: ”Det har jeg ikke lyst til”, så sagde de: ”Ej kom nu”, siger hun.

Hun har haft svært ved at slippe et lavt fagligt selvværd på grund af sine læse- og skriveudfordringer.

- Så havde jeg læst højt en gang, og så sagde hun til mig, at jeg overhovedet ikke kunne læse det højt. Så spurgte hun, om der var nogen, der kunne læse det rigtigt højt. Det har skubbet mig meget langt tilbage. Det var et kæmpe nederlag, og det var bare svært derfra, siger Camilla Jørgensen.

Både Camilla Jørgensen og Signe Gaarde går på en efterskole for ordblinde, som hedder Holte-Hus Efterskole.

- Det er helt vildt fedt. Man kan altid lige spørge sin veninde: ”Hvordan er det lige, at det staves?”. Alle har de samme problemer, og man føler sig ikke udenfor, siger Signe Gaarde.

Ny test hjælper ordblinde
Begge piger ville ønske, at de var blevet konstateret ordblinde tidligere. Det bliver fra i dag muligt, fordi Undervisningsministeriet har fremlagt en helt ny test, der på en halv time kan afgøre, om en elev eller studerende er ordblind.

Marianne Aaen Thorsen, der er læsekonsulent i Fredensborg Kommune, er meget glad for den nye test, fordi der ikke tidligere har været en fælles test for ordblinde.

- Den her test er jo genial, fordi den kan bruges fra tredjeklasse og hele vejen op i skolesystemet, på ungdomsuddannelserne og på universitetet. Og med den test kan man meget hurtigt på en halv time afgøre, om man er ordblind eller ej, siger hun.

Camilla Jørgensen er glad for den nye test, fordi mange nu ikke få afklaret, om de er ordblinde tidligt.

- Jo tidligere det kan opdages, jo bedre for rigtigt rigtigt mange, siger Camilla Jørgensen.