Det her er ikke set i 500 år

16x9
Den lille nyfødte gråsæl til venstre og moren til højre på en sandbanke langt ude i vadehavet Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

Det er ikke set i 500 år.

Det er ikke set i 500 år. Og derfor troede de danske forskere heller ikke deres egne øjne, da dette syn mødte dem på en sandbanke langt ude i Vadehavet den næstsidste dag i 2014.

Men den var god nok. Og efter det lykkedes at holde nyheden hemmelig for den nysgerrige presse i de to første uger af det nye år, er Fisker- og Søfartsmuseet nu endelig klar til at fortælle om en mindre sensation: Gråsælen yngler igen i det danske Vadehav.  

Det fortæller Asbjørn Holm, museumsformidler på Fiskeri- og Søfartsmuseet til tv2.dk. 

Fløj tilbage og så navlestreng
Årsagen til at den "lille hvide aflange tingest", som Asbjørn Holm også kalder sælungen, har skabt begejstring, er, at gråsæler ikke har ynglet i Vadehavet i et halvt årtusinde. Således er det ikke sket siden gråsælen forsvandt fra Vadehavet i 1500-tallet. 

Den 30. december begav Fiskeri- og Søfartsmuseet sig ud på sin halvårlige flytur over vadehavet for at spotte dyreliv, og det var i den forbindelse sensationen blev opdaget.

- Fotoet blev taget fra en flyvemaskine, der fløj 100 kilometer i timen. Vi turde næsten ikke tro det og måtte flyve tilbage fire gange og skyde mindst 100 billeder for at være sikker. Og den var god nok, siger Asbjørn Holm med tydelig begejstring i stemmen. 

- Men så zoomede vi ind og kunne se navlestrengen på den lille sæl. Omend den ikke var helt nyfødt, så var den højst et par dage gammel. Hvis den var nyfødt, var den rød af blod. Det er drøninteressant.

Artiklen fortsætter nedenfor

Sådan ser en næsten helt nyfødt gråsælunge ud
Sådan ser en næsten helt nyfødt gråsælunge ud Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

Truet af én race
Årsagen til at gråsælen i sin tid forsvandt fra Vadehavet, skyldes én bestemt art - mennesket. 

- I 1500-tallet var gråsælen et fremragende stykke vildt, man kunne spise den, bruge pelsen til tøj og tran til brænde. Til sidst var der ikke flere sæler at skyde. Siden overlevede gråsælen forskellige steder i Danmark, men man fortsatte med at bekrige den, fordi den lever af fisk. Først i slutningen af 1800-tallet holdt staten op med at give skydepræmier, hvis man havde skudt en gråsæl, fortæller Asbjørn Holm. 

Men nu er bestanden vendt tilbage til Danmark, bl.a. i Østersøen, Bornholm, Christiansø og syd for Lolland. Og det mest opmuntrende bevis derpå er billedet af den lille nyfødte sælunge i den skarpe vintersol langt ude på sandbanken i Vadehavet. 

- Det er utroligt. Det er en biologisk ting, der er ingen, som har hjulpet dem tilbage. Sælmoren har selv fundet ud af, at her er det godt at være. Her kan jeg yngle i fred og ro, siger Asbjørn Holm. 

Skjulte historien for pressen
Det var da også hensynet til den lille sælfamilie, der gjorde, at Fiskeri- og Søfartsmuseet i første omgang besluttede sig for at holde kortene tæt ind til kroppen og at historien først nu er kommet ud i den danske presse. 

- Det kunne have været en god historie dagen efter, men en sælunge ligger tre uger hos sin mor og dier. Derefter forlader moren den, og så er ungen på egen hånd. Så for at der ikke skulle opstå en situation, hvor folk ville valfarte ud og se sælungen, holdt vi historien tilbage, forklarer Asbjørn Holm. 

Han fortæller, at sælungen på nuværende tidspunkt er blevet ca. tre gange så fed, som på det første billede. Den var ca. 12-14 kilo, da den blev født, men siden har den taget voldsomt på i vægt af den fede sælmælk med ca. 50 procents fedtindhold. Så nu vejer den ca. 40 kilo.  

Asbjørn Holm understreger, at man ikke må forveksle gråsælen med den meget mere almindelige spættede sæl, som i mange år har ynglet og opholdt sig i Danmark. 

Vadehavet dækker også over områder i Holland og Tyskland, og der er nu ca. 4.000-5.000 sæler i Vadehavet. 

Sådan ser en gråsælunge ud, når den er ca. tre uger gammel og kan klare sig selv
Sådan ser en gråsælunge ud, når den er ca. tre uger gammel og kan klare sig selv Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

De danske forskere troede ikke deres egne øjne.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, January 13, 2015