Trafikoverblik: Stormen lukker Øresundsbroen

Stormen Egon fejer lørdag eftermiddag og aften ind over landet.

Stormen Egon fejer lørdag eftermiddag og aften ind over landet. Det giver blandt andet udfordringer for trafikken, og der meldes om både oversvømmelser, væltede træer og flyvende tagplader.

Broerne:
Storebæltsbroen lukkede tidligt på eftermiddagen ned for biltrafik, mens togene fortsætter med at køre. Broen ventes nu først at åbne for biler omkring kl. 02.00.

Øresundsbroen er lørdag aften lukket for tog- og motorvejstrafik. Den genåbner så snart vindene igen kommer under 25 m/s. Der forventes nu først at blive genåbnet kl 03.00.

Færger:
Rederiet Scandlines oplyser, at Gedser-Rostock-færgen forventeligt først sejler søndag morgen klokken seks. Indtil da kan man benytte Rødby-Puttgarden.

Også bornholmerfærgen mellem Ystad og Rønne er lørdag aften aflyst på grund af det hårde vejr.

Det samme er færgen mellem Kalundborg og Ballen på Samsø, og mellem Esbjerg og Fanø er sejladsen indstillet indtil videre. Fanøfærgen genoptager sejladsen kl. 20.

Lolland Færgefart oplyser, at de lørdag eftermiddag som følge af vejrsituationen har indstillet sejladsen på Fejø Overfarten, Femø Overfarten og Askø Overfarten.  For sidstnævnte forventes det dog, at afgangen fra Askø kl. 17.50 og fra Bandholm 18.30 afgår planmæssigt.

Stenaline aflyser på grund af stormen Egon flere færger. Det drejer sig om:
- Stena Saga fra Oslo kl. 18:30
- Stena Jutlandica fra Göteborg kl. 16.00
- Stena Danica fra Göteborg 18.15
- Stena Jutlandica fra Frederikshavn kl 20.15.
- Stena Saga fra Frederikshavn kl. 09:00 (søndag)

Biltrafik:
Syd- og Sønderjyllands Politi melder om væltede træer og lygtepæle samt løse tagplader, og på Sønderjyske Motorvej væltede en lastbil med trailer i det nordgående spor ved afkørsel 70.

I Aarhus er Park Alle afspærret, da tagplader på rådhustårnet har revet sig løs. Det er uvist, hvor længe afspærringen opretholdes.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er der meldinger om enkelte væltede træer og løse tagplader.

I Nordsjælland melder politiet lørdag aften, at Rågeleje Strandvej mellem Hesselbjergvej og Søstjernen er oversvømmet af havvand.

I Limfjorden forventes vandstanden at nå op på mellem 1,5 og 2,0 meter over normal vandstand. Og den højeste vandstand forventes i den vestlige del af Limfjorden, hvor vandstanden kan komme op på mellem 170 og 200 centimeter fra søndag morgen.

Det kan betyde oversvømmelser i Skive, specielt i området øst for Fjordvej, herunder vejene Finlandsvej, Islandsvej, Englyst, Norgesvej og Liselund. Flere andre steder vil vandstanden også blive højere end normalt.