Mangler sin kontanthjælp: Gimi Levakovic raser over systemet

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY - Jeg har det ikke så godt, og mine børn er hjemme.

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY

- Jeg har det ikke så godt, og mine børn er hjemme. Min søn Romano arbejder, og vi kan ikke betale husleje med det, han får.

Sådan lyder det fra Gimi Levakovic i første del af TV 2-dokumentaren ’Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie’, hvor Levakovic-familien for første gang har åbnet dørene for et tv-hold.

- Heldigvis har jeg jo en stor familie, som hjælper mig, så jeg skal nok klare den, lyder det videre fra familiens 45-årige overhoved, som mangler sin kontanthjælp og derfor er bagud med huslejen.

"I skal ikke komme og lære mig jeres danske system"
Ifølge Gimi Levakovic, der omtaler sig selv som bossen i familien, har han ikke fået penge fra kommunen, selvom det for længst har været den første i måneden.

Han har problemer med at komme ind på jobcentrets webside, og da han ringer ind, får han beskeden, at hans kontaktperson holder ferie, og at alle andre sidder i møde.

- Enten er de ikke til stede eller til møde eller ude at køre. Hvad kan jeg bruge det til i mit liv? Hva’?! Hvordan fungerer systemet? Prøv du at forklare mig det! I skal ikke komme og lære mig jeres danske fucking system for at sige det rent koldt og kontant lige ud, siger Gimi Levakovic tydeligt ophidset.

Familien Levakovic bor i et villakvarter i Kastrup ved København. Familien kom til Danmark i begyndelsen af 70’erne, slog sig ned og fik hus og bil, men intet arbejde.

Har modtaget millioner fra det offentlige
I stedet kom familien på kontanthjælp, og ganske få af dem har prøvet at have et rigtigt arbejde, mens stort set alle voksne medlemmer er straffet adskillige gange.

Gennem årene har Levakovic-familien, der i dag består af fire generationer i Danmark, modtaget mange millioner kroner i støtte fra det offentlige.

I en periode på fire år har fire enkeltpersoner i gennemsnit modtaget mellem 20.300 og 24.200 kroner om måneden, viser en intern revisionsrapport fra Københavns Kommune, som TV 2 er i besiddelse af. En af dem er Gimi Levakovic, der dog ikke mener, at familien udnytter systemet.

Har I bedraget for at få de penge?
Nej. Hvis vi har bedraget, så har vi været sigtet og dømt og straffet. Det er den sande historie.

Det er på lovlig vis, I har modtaget de penge, I har fået?
Det er det. Sådan er den danske lov.

Men hvad tænker du om, at folk som mig og andre skattebetalere skal betale så mange penge til jer?
Hvis jeg skal være ærlig: Det er ikke godt. Selvfølgelig er det ikke godt.

Børnene går hjemme
Gimi Levakovic har også andre problemer end den manglende kontanthjælp.

Hans to yngste børn, Gabriel, der i dag er ni år, og Victoria, der i dag er 14, er efter flere uger stadig ikke kommet i skole, selvom Gimi Levakovic har kontaktet den lokale folkeskole for at få dem indskrevet.

Børnene har været frivilligt anbragt på en institution i hverdagene, men Gimi Levakovic har taget dem hjem, så han kan sørge for, at de ikke bliver kriminelle ligesom resten af familien. Ifølge eget udsagn kæmper han for at bryde det kriminelle familiemønster.

Hvis du gik glip af første del af dokumentaren om "Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie", så kan du se den på TV 2 PLAY her.

Sådan blev programmerne til

  • TV 2 har gennem halvandet år haft kontakt til familien Levakovic fra København, der for første gang har sagt ja til at lade sig følge af et tv-hold
  • Familiemedlemmerne har ønsket at svare på TV 2s spørgsmål, fordi de synes, det billede, der er tegnet af dem i medierne, er for unuanceret
  • Optagelserne til programmerne begyndte i december 2013
  • Familien Levakovic er blevet behandlet på samme måde som andre medvirkende i TV 2s programmer og har ikke bestemt noget i forhold til indhold, ligesom familien heller ikke har haft indflydelse på, hvordan programmerne er blevet redigeret
  • 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' bliver sendt henholdsvis torsdag 8. og torsdag 15. januar på TV 2 og TV 2 PLAY