Venstre: Afskaf rejsekortets dummebøder nu

Det er alt for voldsomt, når 2600 danskere hver dag modtager en bøde på 50 kroner, fordi de glemmer at tjekke ud med deres rejsekort. Sådan lyder d

Det er alt for voldsomt, når 2600 danskere hver dag modtager en bøde på 50 kroner, fordi de glemmer at tjekke ud med deres rejsekort.

Sådan lyder det fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der forud for tirsdagens møde i transportudvalget med transportministeren og rejsekortets ledelse kræver afgiften fjernet.

- Jeg synes, vi skal finde en måde at komme af med bøderne på. Bøderne er problematiske, og det er ikke noget, der er med til at skabe generel tillid til rejsekortet, siger Kristian Pihl Lorentzen til tv2.dk og tilføjer:

- Det er jo fint, at folk får bøder, hvis de vil snyde, men det, at så mange tilsyneladende uforvarende får en dummebøde, det er et problem, så det glæder vi os til at diskutere med ministeren og rejsekortets ledelse.

Som det er i dag, er det svært at skelne mellem rejsende, der oprigtigt glemmer at tjekke ud, og dem, som bevist undgår det for at spare penge.

Men hvis folk nu bare huskede at tjekke ud, ville der jo ikke være et problem?

- Hvis det er sådan, at rejsekortet fungerer på en måde, så folk uforvarende kommer til at få en bøde, er det et problem, men hvis man snyder, så skal man selvfølgelig have et slag i hovedet med en bøde, siger Kristian Pihl Lorentzen, der mener, at de mange bøder skyldes dårlig kommunikation omkring rejsekortet, eller at der grundlæggende er noget galt med systemet.

Dansk Folkeparti: Sænk bøderne
Hos Dansk Folkeparti er transportordfører Kim Christiansen heller ikke tilfreds med tingenes tilstand. Han vil dog ikke gå helt så langt som sin kollega fra Venstre.

- Der er altid nogen, der vil prøve at snyde, men jeg synes, man bør diskutere størrelsen af bøderne uden måske at fjerne dem helt, siger Kim Christiansen til tv2.dk.

Han vil på tirsdagens møde opfordre transportminister Magnus Heunicke samt rejsekortets ledelse til at finde det, han kalder "en bedre balance" mellem at straffe de glemsomme og de reelle snydere.

Det kunne for eksempel være ved at nedsætte afgiften fra de nuværende 50 kroner, siger Kim Christiansen.

- Der altid er nogle, der vil udnytte og snyde, men der er en grund til, de bliver kaldt dummebøder. Det er fordi, de bliver delt ud med alt for rund hånd, siger han.

Kim Christiansen understreger, at han ikke er ekspert inden for det tekniske, og derfor ser han frem til at mødes med rejsekortets ledelse.

Kristian Pihl Lorentzen forventer, at mødet i transportudvalget vil gøre ham klogere på, hvad man har tænkt sig at gøre ved problemerne. Men hvad der skal være i stedet for de såkaldte dummebøder, vil han ikke svare på.

- Det håber jeg rejsekortets ledelse har nogle gode svar på. Det er dem, der er eksperter. Jeg er kun politiker, siger han.

Op mod 500 klager om dagen
Bare mellem juli og september har rejsekortets kundeservice modtaget 43.475 klager. Det svarer til godt 500 klager om dagen.

For mange dummebøder
Mellem januar og november har over 2600 om dagen modtaget de såkaldte dummebøder, fordi de har glemt at checke ud fra deres rejser.

Bøder selvom rejsende har checket ud
I enkelte tilfælde har rejsende fået bøder, selvom de faktisk er checket ud.

Rejsekortet fra januar 2011 til oktober 2014:
Omsætning: 2,806 mia. kroner.

Udstedte rejsekort: 980.950

Rejser i alt: 82,4 mio. kroner.

Rejsekortet ejes af seks forskellige trafikselskaber:
DSB: 50,5 procent
Movia: 32 procent
Metroselskabet: Otte procent
Sydtrafik: 4,5 procent
Nordjyllands Trafikselskab: 4,5 procent
Midttrafik: Under en procent.