- Det er en nedsmeltning aldrig set før i skolens historie

16x9
Et møde på Løjtegårdsskolen mellem forældre og politikere hjalp ikke. Foto: Privatfoto

Tillidsmanden for lærerne på den kriseramte Løjtegårdsskole i Tårnby, kalder situationen på skolen for en "nedsmeltning".

Tillidsmanden for lærerne på den kriseramte Løjtegårdsskole i Tårnby, kalder situationen på skolen for en "nedsmeltning". Han siger, at der er flere opsigelser på vej - og at børnene er de store tabere i striden.

Af en lærerstab på i alt 54 lærere (tal pr. 1. september 2014 på skolens hjemmeside, red.)  har 12 lærere tidligere sagt op, seks har langtidssygemeldt sig, og i fredags sagde endnu tre lærere deres job  på skolen op.

- Løjtegårdsskolen oplever i øjeblikket som institution en nedsmeltning aldrig set før i skolens historie. Som gammel elev, nuværende lærer, forælder og Tillidsmand har det i de 35 år jeg har kendt Løjtegårdsskolen aldrig været mere problematisk, siger Claus Thorsen, tillidsmand for lærerne på Løjtegårdsskolen til TV2.dk - og han regner med, der kommer flere opsigelser.

 - Jeg oplever i høj grad, at det i øjeblikket ikke er muligt at stoppe fravalget af Løjtegårdsskolen blandt mine kollegaer. Ordlyden i de opsigelser jeg har modtaget fredag eftermiddag er begrundet med konstitueringen af Camilla Hoffman, og det er blevet gjort klart for mig af mine kollegaer, at det også er begrundelsen for den del af personalet der påtænker at sige op pr. 1 . jan, siger Claus Thorsen, der oplever at det er svært at skabe ro på skolen og frygter for en fremtid med færre lærere og flere opgaver.

 - Det er blevet svært for mig som tillidsmand at  skabe den ro på arbejdspladsen jeg ellers altid har oplevet i al den tid jeg har været tillidsmand. Tilbage på skolen sidder de lærere som bliver og som skal videre med de arbejdsopgaver som der ikke er blevet færre af eller bliver færre af i nær fremtid, siger Claus Thorsen.

Han siger også, at det er børnene, der bliver taberne.

- Taberne i denne konflikt er de 780 elever, som mister både gode lærere, men også lærere, som de har haft tillid til og glæde af. Den tillid børnene havde før alt dette udspillede sig, er efterhånden erstattet af utryghed og uvished. Hver dag oplever eleverne, at deres skole enten er i nyhederne pga. en masse problemer der ikke foregår i øjenhøjde med dem , men som de i øjeblikket mærker på egen krop hver eneste dag. Det er ikke holdbart og vi kan ikke være det bekendt, siger Claus Thorsen.

Tv2.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra konstitueret skoleleder Camilla Hoffmann og fra Tårnbys borgmester Henrik Zimino (S).

Sygefraværet generelt: 13,1 dage om året

Antal sygedage pr. lærer på et skoleår


Højt:
København 17,3 dage
Frederikssund 17,3
Gribskov 17,6
Kalundborg 18,1
Lejre 18,4
Lolland 17,8
Fanø 18,6
Samsø 23,3


Lavt:
Dragør 10,7 dage,
Gladsaxe 11,2
Lyngby Taarbæk 11,2
Solrød 9,8
Kerteminde 9,7
Assens 10,6
Odense 10,2
Nordfyn 8,7
 

Kilde: CBS København