tv2.dk's brugere om bortvisning efter tissemandsleg: Voldsom overreaktion

En skole i Horsens har valgt at bortvise to otteårige drenge, fordi de viste deres kønsdele til en jævnaldrende pige. Episoden fandt sted i et frik

En skole i Horsens har valgt at bortvise to otteårige drenge, fordi de viste deres kønsdele til en jævnaldrende pige.

Episoden fandt sted i et frikvarter, og ifølge skoleinspektøren er drengenes forseelse så grov, at en bortvisning i en uge var på sin plads.

Forældrene mener, at en irettesættelse havde været rigeligt, og at det er helt naturligt, at børn i den alder udforsker deres seksualitet og ikke altid ved, hvor grænsen går.

Historien har fået tv2.dk’s brugere til tasterne på Facebook, hvor der på en time er skrevet knap 800 kommentarer. Langt de fleste mener, at skoleinspektøren har overreageret ved at bortvise de to drenge. En af dem, der har givet sin mening til kende er Amanda Stage Abildskov. Hun skriver:

”Jeg mener skolens reaktion er voldsom! Børn har også en seksualitet og hvis det er grænseoverskridende, hvilket det nok i dette tilfælde er for pigen, så er det en god idé som lærer og forældre at snakke med børnene, så det ikke sker igen. Denne bortvisning kan medføre at drengen føler skyld og skam, det plejer aldrig at føre noget godt med sig.”

Det indlæg har hun fået godt 350 likes på. Hun bakkes bl.a. op af Tinnah Sara Cristel Solear, som skriver:

”Typisk dansk reaktion. Fyld da endelig børnene med skyld og skam!! (Sarkasme forekommer). Send den skoleleder på uddannelsen, så det ikke sker igen! Det gør mig vred at den måde at håndtere børn på stadig lever. Håber forældrene vil fortælle ham 1000 gange at det ikke er hans skyld.”

Også Anette Christensen er uenig i inspektørens måde at håndtere episoden på:

”Omg..... Tag dog en snak med drengen om, at sådan noget gør man ikke..... Han skal sgu da ikke straffes i en uge Det er da ganske naturligt, at både drenge og piger skal opdage sig selv, og disse ting er sjove. Drengen skal bare lære, at man ikke gør det foran andre...........”

Der findes også enkelte kommentarer, der bakker op om skolelederens bortvisning af drengene. Mohammed-Jawad Ridna skriver:

”Skolens reaktion er helt perfekt, det er ikke i orden at vise kønsdele offentligt, det er derfor vi har en lov mod blufærdighedskrænkelse. Havde drengen været 7 år ældre havde han været strafbar, og en del af skolens opgave er at opdrage børnene til at være lovlydige borgere. Så kan man starte der hvor det ikke gør så ondt. Gal en flok underlige forældre og respekt for de lærer der gider ligge øre til den slags, jeg havde ikke orket at tage diskussionen op.”

 

Forældre til 8-årige drenge i chok. Deres drenge bortvist fra jysk folkeskole i en uge efter at have vist spidsen på deres tissemænd til en pige i en leg. Hvad synes du om skolens reaktion?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, November 17, 2014