EU-kompromis om plastikposer er i sigte

16x9

Hvert år bruger EU's borgere 90 milliarder tynde indkøbsposer af plastik.

Hvert år bruger EU's borgere 90 milliarder tynde indkøbsposer af plastik. EU-Parlamentet vil begrænse tallet.

Mandag aften bliver det afgjort, om Europas natur og havområder i fremtiden skal spares for forurening med milliarder af tynde plastikposer hvert eneste år.

Efter langs tids resultatløse forhandlinger mellem EU-Parlamentet og Europas miljøministre tegner der sig nu inden tredje og sidste forhandlingsrunde et kompromis, der måske kan opnås enighed om.

Det er SF's Margrete Auken fra parlamentets grønne gruppe, der er ordfører for parlamentarikernes forslag.

Europæerne bruger årligt godt 100 milliarder plastikposer, herunder knap 90 milliarder af de tynde engangsposer. Af dem havner otte milliarder hvert år i naturen, siger tal fra EU-Kommissionen.

- Mange føres med blæsten eller floderne til havet, hvor plastposer bidrager voldsomt til den skræmmende plastforurening, siger Margrete Auken.

Forslaget lægger nu op til, at EU-landene enten opstiller et mål om over fem år at begrænse brugen af plastikposer med 80 procent i forhold til i dag.

Eller også skal landene ifølge Margrete Auken forbyde gratis udlevering af tynde plastposer i butikkerne - eller bruge andre midler med samme effekt.

Det er den ny mulighed for, at EU-landene selv kan vælge, hvordan de vil nå målet, der bringer et forlig i sigte - også for den danske regering, som har efterspurgt større fleksibilitet.

Margrete Auken har kritiseret Danmark hårdt for at blokere for en løsning i sagen. Men miljøminister Kirsten Brosbøl (S) peger på, at der er brug for større sikkerhed om de reelle tal på forbruget.

Den danske EU-parlamentariker forudser mandag eftermiddag spænding til det sidste.

- Blandt andet fordi flere nordiske lande med Storbritannien og Finland i spidsen ikke ønsker, at EU skal være med til at bestemme, hvordan landene skal bekæmpe overforbruget af plastikposer og forureningen, siger Margrete Auken.