Indeklima i folkeskolen ødelægger koncentrationen

Luften i danske klasselokaler er så dårlig, at det går ud over elevernes koncentration.

Luften i danske klasselokaler er så dårlig, at det går ud over elevernes koncentration. Det viser en stor undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet(DTU) har foretaget.

Undersøgelsen viser, at luften er tung og dårlig i over halvdelen af de klasselokaler, der er blevet undersøgt på over 800 grundskole- og gymnasieklasser.

Tallene fra undersøgelsen afslører, at der på seks ud af ti skoler var der koncentrationer af CO2, der lå over det acceptable niveau.

- Det er alt for mange, sådan skal det overhovedet ikke se ud. Og desværre er det en anelse ringere end for fem år siden, hvor vi jo havde håbet, at der var sket noget i mellemtiden, siger Geo Clausen, professor fra DTU, til TV 2.

Han forklarer, at årsagen ligger i manglende udstyr og i traditioner:

- Det er simpelthen, at vi har en tradition for ikke at have mekanisk luft i vores ældre skoler. De nye skoler har, men de gamle har ikke et ordentligt ventilationsanlæg, og så lader man bare stå til og ser, hvad der sker.

Undersøgelsen blev også lavet for fem år siden, hvor problemet var i 56 procent af klasserne, og det er noget, der går ud over trivsel og koncentration. Nye undersøgelser har nemlig vist, at en forhøjet CO2 -koncentration kan forringe evnen til at tage rationelle beslutninger. Forskere på DTU har påvist,  at der er en sammenhæng mellem dårligt indeklima og elevernes præstationer. 

Derfor mener Geo Clausen, at det er tid til at begynde en forbedret indsats.

- Børnene bliver trætte og uoplagte. Det betyder at det går ud over indlæringen. Vi har lavet noget undersøgelser, der viser, at hvis man f.eks går fra 1.000 PBM til det dobbelte, så giver det et fald i indlæringen på over 10 procent, og det synes jeg er ganske meget, siger Geo Clausen.

Han mener dog, at potentielle ændringer er langt ude i fremtiden:

- Det tager noget tid desværre. Mange skoler og kommuner venter til en større renovering, og så tager man en skole ad gangen. Og så går der altså rigtig mange år, før man får lavet de her forbedringer, og det går alt for langsomt.

I 19 pct. af klasselokalerne var koncentrationerne  mere end dobbelt så høje som anbefalet, og der er ca. 20.000 elever, der har deltaget i undersøgelsen.

Er der dårligt indeklima på dit barns skole, vil vi meget gerne høre om jeres oplevelser.