Afvist af Dannerhuset: - Hvor er ligestillingen?

16x9

- Du behøver ikke at lægge kræfter i den ansøgning. Sådan lød beskeden fra Danner, da journalist Jonas Hamidavi Moestrup søgte en ledig stilling so

- Du behøver ikke at lægge kræfter i den ansøgning.

Sådan lød beskeden fra Danner, da journalist Jonas Hamidavi Moestrup søgte en ledig stilling som kommunikationsmedarbejder i organsationen. Danner, der arbejder med kriseramte kvinder, ønskede nemlig ikke at ansætte en mand i den ledige stilling, fik han forklaret. 

- Jeg syntes, det her job så rigtig interessant ud. Ved at Danner arbejder med mange kvinder med mellemøstlig baggrund, var det oplagt for mig, for jeg har arbejdet med sexchikane og vold mod kvinder i Egypten, så jeg mener, at jeg var kvalificeret. Da jeg opdagede, at det kunne være et problem, at jeg var en mand, ringede jeg til dem. Jeg vidste, at det var en gammel regel, men jeg var overrasket over, at den stadig var der, siger Jonas Hamidavi Moestrup til tv2.dk.

I læserbrevet beskriver han, at han har stor respekt for Danners arbejde i forhold til ligestilling og støtten til kvinder. Men også, at en organisation, der går ind for ligestilling, bør kæmpe for ligestilling for begge køn - og ikke diskriminere.

- Jeg har stor respekt for Danner, og at de vurderer, at det er bedst for de her kriseramte kvinder, at de ikke støder ind i mænd,. Men nu ved jeg ikke, hvordan bygningen er struktureret, men på en eller anden måde burde det kunne lade sig gøre, så man ikke støder ind i mænd i dagligdagen, og jeg ved også, at de har besøg af mænd i huset. 

- Jeg ville kunne udføre et lige så godt job som kvinder i den forstand, at jeg brænder for den sag, kvindekampen, og at ligestillingen forbedres, siger han til tv2.dk.

Danner skriver på organisationens hjemmeside, at dens vision er at arbejde for ligestilling:

"Danner arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og en verden fri for vold mod kvinder og børn," står der på Danner.dk.

Netop dén vision skærer i øjnene i forhold til den afvisning, som Jonas Hamidavi Moestrup fik. Samtidig har han undersøgt, at Danner kun har kvinder ansat:

- Det er en tilbagegang for ligestillingen, at en organisation som Danner, hvis store mærkesag er ligestilling og med en vision om, at er alle mennesker skal have lige muligheder for at udfolde sit potentiale uanset køn, ikke ansætter mænd. Det klinger hult, siger han.

Kan du ikke forstå, at de tænker på kvinderne?

- Jeg kan godt forstå, at det er meget vigtigt for dem. De har et krisecenter, og mange gange er kvinderne forfulgt af deres mænd. Jeg er rummelig og kan forstå det, men det ikke bare et krisecenter men en stor interesseorganisation, og den, må man forvente, er professionel. Men jeg har stor respekt for deres arbejde for ligestilling og kamp for kvinderettigheder, siger Jonas Hamidavi Moestrup.

- Jeg håber egentlig bare, at Danner ændrer sin politik. Det er en stærk spiller i ligestillingsdebatten, men Danner mister troværdighed, når organisationen ikke lever op til egne målsætninger.

- Vi vil styrke kvinders tillid

Tv2.dk har været i kontakt med Danner, der ikke ønsker at kommentere sagen overfor mediet. Men i stedet henviser Danner til det svar, som organisationen gav i dagens udgave af Politiken.

I et læserbrev skriver Danner, at der intet er i vejen med mænd i ansættelse hos Danner:

"Det er korrekt, som det omtales i et indlæg i Politiken søndag 26.10., at der i dag ikke er ansat mænd i Danner. Som enhver moderne organisation kigger vi løbende indad og vurderer, hvilke traditioner, værdier, målsætninger og arbejdsmetoder vi vil beholde, og hvilke vi ønsker at ændre, i takt med at omverdenen ændrer sig. Det vil dog stadig skulle ske med respekt for Danners fundats og grundlæggende formål, som er at styrke kvinders tillid til egne kræfter, bevidsthed om egen situation og indbyrdes solidaritet."

Danners direktør og bestyrelsesmedlem mener dog, at mænd bliver vurderet ud fra samme kriterier som kvinder:

"Danner modtager meget få ansøgninger fra mænd. Men når de kommer, bliver de vurderet efter samme kriterier som andre både i forhold til det konkrete stillingsopslag og i forhold til Danners formål og grundlag," skriver Dorthe Elise Svinth og Susanne Philipson, formand og direktør i Danner.