Endelig kan du få fingrene i et vaskeægte Franz Jäger

Hvis man spørger til et navn på en kendt pengeskabsproducent, så vil de fleste danskere nok sige 'Franz Jäger'.

Hvis man spørger til et navn på en kendt pengeskabsproducent, så vil de fleste danskere nok sige 'Franz Jäger'. Det legendariske pengeskab, som optræder i utallige Olsen Banden film. 

Men på trods af, at der tidligere har været en efterspørgsel efter det berømte pengeskab, så har det ikke været muligt at købe. Franz Jäger har nemlig slet ikke eksisteret indtil nu.

Men det vil Herning Pengeskabsfabrik nu lave om på. Derfor har fabrikken nu investeret et sekscifret beløb i en licens, så man nu kan producere det populære pengeskabsmærke.

Håndtagene var kardinalpunkt
Forhandlingerne med Egmont begyndte sidste år, og i morgen, onsdag, er de første pengeskabe parat til at blive sendt ud på det danske marked.

- Det sværeste har faktisk været, at lave et pengeskab, der kunne matche det, som folk kender fra Olsen Banden-filmene. Specielt håndtaget, som vi har fået speciallavet var et kardinalpunkt, siger direktør for Herning Pengeskabsfabrik, Jeff Jefsen, til tv2.dk.

Et flot stykke markedsføringsarbejde
Pengeskabsfabrikken har i første omgang produceret 12 skabe, som kan købes for 15.000 - 17.000 kroner alt efter størrelse. Jeff Jefsen forventer dog, at fabrikken med tiden vil komme til at producere cirka 100 skabe om året til det danske marked. Med tiden vil man også udvide salget til Tyskland, hvor Olsen Banden-filmene var et stort hit.

- Franz Jäger pengeskabene er jo et kæmpestort brand. Man kan jo sige, at Nordisk Film har lavet et meget dygtigt stykke markedsføringsarbejde for et produkt, som ikke har eksisteret indtil nu, slutter Jeff Jefsen.

Der har én gang tidligere været fremstillet Franz Jäger pengeskabe i Danmark, men dengang var det uden autorisation.