Danmark i krig med IS: Soldater dropper uniformen

Flere danske soldater dropper nu ifølge TV 2 Nyhederne uniformen i hverdagen, når de for eksempel skal hjem fra arbejdet i det danske forsvar, efter a

Flere danske soldater dropper nu ifølge TV 2 Nyhederne uniformen i hverdagen, når de for eksempel skal hjem fra arbejdet i det danske forsvar, efter at Danmark er blevet en aktiv del af krigen mod terror-organisationen IS.

- Jeg vil ikke sige, jeg er bekymret. Men jeg tænker da over det. Jeg prøver så vidt muligt at undgå at have uniform på, når jeg skal hjem, siger Nichlas, der er overkonstabel i forsvaret, til TV 2 Nyhederne.

- Der er ingen grund til at reklamere med, at man er soldat på grund af al det terror, der er. Min familie skal ikke føle sig truet på noget tidspunkt, siger Jimmy, der er sektionsfører i Forsvaret til TV 2 Nyhederne.

I maj sidste år blev den engelske soldat Lee Rigby, påkørt og hakket til døde i London i nærheden af en kaserne, af to muslimske ekstremister. Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, forstår godt de danske soldaters bekymring.

- Den type mennesker er også her i vores samfund, og derfor vil der være mulighed for at sådan noget også kunne ske her, og så kan vi lige så godt italesætte det. Det er vigtigt, at man forholder sig til det, og det vigtigste for mig er at få debatten i gang, siger Jesper K. Hansen til TV 2 Nyhederne. Han opfordrer også sine medlemmer til forsigtighed.

- Når vi i næste uge holder kongres og er 200 soldater samlet på samme sted, så vil jeg anbefale de delegerede, at de ikke kommer i uniform, siger han til Jyske Vestkysten.

Skal være opmærksomme
I Holland har forsvaret påbudt soldater og ansatte i forsvaret ikke at være iført uniform, når de for eksempel færdes i Metroen og andre trafikerede steder. Herhjemme vil forsvaret ikke udstede tilsvarende påbud. Men ifølge TV 2 dks' oplysninger har Forsvarets Efterretningstjeneste i et internt notat i forbindelse med folketingsbeslutningen om den danske deltagelse i koalitionens krig mod IS, forholdt sig til uniforms-problematikken.

- På det foreliggende grundlag anbefaler FE ikke et generelt forbud mod uniformer i det offentlige rum. FE anbefaler, at det indskærpes over for forsvarets ansatte, at de skal være opmærksomme på, hvor de færdes i uniform samt være skærpet opmærksom på, hvad der sker i deres omgivelser, hedder det blandt andet i notatet.

'Man skal tænke sig om'
Den holdning FE indtager, synes Frank Jensen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), er fornuftig.

- Man skal ikke være lallegladt naiv, og man skal tænke sig om. Men man skal heller ikke bøje sig for trusler, siger Frank Jensen.

Og den holdning deler en anden dansk soldat, Daniel, der er værnepligtig.

- Jeg synes, det er et forkert signal at sende, at man ikke må bære uniform offentligt, siger han til TV 2 Nyhederne.