Afsløring: Bøfhus-boykot overtaget af svindler

112.000 danskere er i øjeblikket medlemmer af Facebook-siden ”Boykot Jensens Bøfhus”, som for et par uger siden fik massiv pressedækning i forbindelse

112.000 danskere er i øjeblikket medlemmer af Facebook-siden ”Boykot Jensens Bøfhus”, som for et par uger siden fik massiv pressedækning i forbindelse med en dom i højesteret, hvor Jensen’s Bøfhus vandt retten til navnet  ”Jensen’s”, hvilket betød, at Jacob Jensen fra Sæby måtte ændre navnet på sin restaurant ”Jensens Fiskerestaurant” og betale 200.000 kroner i erstatning.

Men hvad de 112.000 danskere ikke ved er, at Magnus Jensen-  den 17-årige gymnasieelev, som oprettede siden-  i sidste uge valgte at sælge Facebook-siden ”Boykot Jensens Bøfhus” til en anden mand.

Blev tilbudt 4.000 kroner
Det fortæller Magnus Jensen til tv2.dk, da tv2.dk selv kontakter ham for at spørge ind til siden.

- Jeg blev kontaktet af en mand, der skrev, han ville bruge siden til annoncer og reklamer og han tilbød mig 4.000 kroner for administratorrettighederne, siger han.

Så i tirsdags gjorde Magnus Jensen køberen til administrator på siden. Men Magnus Jensen nåede ikke at modtage de 4.000 kroner, inden han gav adgangen til kontrollen med siden videre. Og han har aldrig modtaget pengene. Samtidig har køberen slettet sin Facebookprofil.

Dårlig stil
Efterfølgende skrev Magnus Jensen i følge ham selv på ”Boykot Jensens Bøfhus” siden:

- Hey, dårlig stil dude.

Men det opslag blev siden slettet af den nye administrator og nu kan Magnus Jensen hverken kommentere eller slå ting op i gruppen. Indtil da havde han tænkt sig at skrive i Facebookgruppen, at han havde solgt siden.

Efter episoden valgte Magnus Jensen kun at fortælle til et par bekendte, at han ikke længere kontrollerede ”Boykot Jensens Bøfhus”.

En pinlig historie

- Det er en lidt pinlig historie. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Jo, jeg føler, jeg har et ansvar og at jeg har dummet mig. Jeg vidste ikke, hvordan det skulle komme ud, siger Magnus Jensen.

Siden han mistede rettighederne, har han fortsat fulgt med på siden. Alligevel kommer det bag på ham, da tv2.dk fortæller, at der på et tidspunkt har været et opslag på siden, som har opfordret medlemmerne til at indbetale penge på en Paypalkonto, der hedder stoetJacob@hotmail.com.

Artiklen fortsætter nedenfor billederne

16x9
Den falske Paypal profil, som opfordrer folk til at indbetale penge til Jacob Jensen Foto: Screendump

- Vi har fået speciel tilladelse af Jacob selv til at oprette et donations link, så vi kan hjælpe ham lidtJ Lad os alle hjælpe Jacob med at få betalt den bøde! Her er linket hvor man kan donere, stod der.

16x9
Screendump af det falske opslag, som på et tidspunkt lå på Boykot Jensens Bøfhus Foto: Facebook

Donation til en snyder
Og det ærgrer Magnus Jensen:

- Det bliver jeg da rigtig sur over. Det føles rigtig ærgerligt, at jeg har dummet mig og at han har fået siden til at poste alt muligt andet. Det er ærgerligt, hvis folk har givet penge til en snyder. Han snyder jo på mange niveauer – både mig og folk der liker siden.

Men kan du forstå, hvis folk også føler sig snydt af dig?

- Nej, det er dem selv, der har liket siden. Folk må selv om, hvad de vil med den side. Der har de også deres eget ansvar, siger Magnus Jensen og tilføjer, at han dog fortryder, at han ikke på eget initiativ er gået ud i pressen for at fortælle de 112.000 danskere, at siden nu er fup.

Mistænksomme brugere
Det vides ikke, om der er nogen, som har indbetalt penge via linket, i den tro at pengene gik til Jacob Jensen, men efterfølgende blev enkelte brugere mistænksomme og opslaget blev siden fjernet. Således skrev Birgitte Haxthausen‎ søndag:  

- Sidens administration er enten overtaget eller infiltreret af andre, der gerne splitte den - tror jeg. Det skete for flere dage siden, hvor lang tråd blev slettet. Men uanset hvor mange falske indlæg der slås op og derefter slettes, eller hvis siden lukkes, er det enhver frit at vælge og fravælge spisesteder.

Ville ikke modtage penge
Tidligere oprettede Magnus Jensen selv en indsamling til Jacob Jensen. Det var meningen at pengene skulle bruges til at hjælpe Jacob Jensen med at betale omkostningerne fra retssagen.

Men siden lod Jacob Jensen forstå, at han ikke ønskede at modtage pengene og det skrev Magnus Jensen i Facebook-gruppen, ligesom han forklarede, at de der allerede havde indbetalt penge (i alt 2.860 kroner), kunne få dem retur – det resterende beløb ville han donere til Hus Forbi.

Og det er fortsat planen, forsikrer Magnus Jensen i dag. Der er to ugers returret på pengene – herefter vil han donere beløbet til hjemløse. Pt. Ved Magnus Jensen dog ikke, hvor mange, der har gjort brug af deres returret.  Han understreger at alle administrator-opslag på siden efter 23. september,  ikke er hans.

Vil melde ham til politiet
Nu vil Magnus Jensen forsøge at finde frem til personen bag den falske Facebook-profil.

- Det er jo imod loven, at han har fået en vare af værdi af mig og jeg ikke har fået pengene for den.  Hvis jeg finder ud af, hvem han er, melder jeg ham til politiet. Ellers er der vel ikke så meget andet at gøre.

I den forbindelse opfordrer han folk til at kontakte ham, hvis de ved hvem personen er.

Bakker stadig op om boykot
På trods af den uventede drejning ”Boykot Jensens Bøfhus” har taget, står Magnus Jensen stadig inde for sidens oprindelige budskab.

- Jeg bakker stadig op om et boykot af Jensens Bøfhus. Jeg synes ikke, det er i orden at tage patent på navnet Jensen.

Han har efterfølgende fået henvendelser fra folk, som har sagt, sagen er en misforståelse.

- Men det er jeg ikke enig i. Det kan godt være, det er Jensens Bøfhus’ juridiske ret, men det er ikke det samme som, at det er retfærdigt. Jeg vil stadig opfordre folk til at blive ved med at boykotte Jensens Bøfhus – også på Facebook- lige meget hvem, der er administrator på siden.

Bare en Facebook-side
Faktisk var det en stigende utilfredshed blandt brugerne på ”Boykot Jensens Bøfhus”, der i første omgang fik Magnus Jensen til at ville sælge siden. Det var i dagene efter den såkaldte ”Shitstorm” mod Jensen's Bøfhus, at han blev kontaktet af køberen.

- Siden var begyndt at miste popularitet og der kom negative kommentarer. Så tænkte jeg, inden det bliver rigtigt slemt, så lad mig komme af med siden. Så kunne jeg lige så godt få penge ud af det.  4.000 kroner er mange penge for mig, når jeg er studerende.  Jeg vidste ikke siden kunne blive misbrugt på den måde, siger Magnus Jensen.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke mener, det ikke er så principfast igen. Jeg har ikke noget at sige til det. Det er trods alt bare en facebookside.

I videoen øverst i artiklen, kan du set Magnus Jensen forklare, hvorfor han oprettede gruppen "Boykot Jensens Bøfhus". Indslaget er fra 20. september.