Kristne chikaneres og overfaldes i Danmark

Kristne med mellemøstlig baggrund her i Danmark oplever chikanerier, tilsvininger og i nogle tilfælde direkte vold fra herboende muslimer.

Kristne med mellemøstlig baggrund her i Danmark oplever chikanerier, tilsvininger og i nogle tilfælde direkte vold fra herboende muslimer. TV 2 Nyhederne har været i kontakt med en række kristne her i Danmark, der fortæller om voldsomme oplevelser. 

Jojo er født i Danmark af libanesiske forældre. Hun boede i Gellerupparken indtil hun var otte.

- Det jeg husker fra min barndom er, at jeg blev chikaneret, fordi jeg er kristen araber. Jeg blev kaldt for vantro, og jeg blev spurgt om min far og brødre var omskåret. Jeg blev mobbet i skolen, fortæller hun til TV 2 Nyhederne.

Chikane, trusler og vold
Jojo har ikke ønsket at stå frem med sit eget navn, men redaktionen kender hendes rigtige navn.

Jojo er en af en række kristne med mellemøstlig Baggrund, TV 2 Nyhederne har talt med. De fortæller om chikane, trusler eller vold. Kun Jojo tør stille sig frem med ansigt.

Grimme luder
På et tidspunkt flyttede hun tilbage til Libanon, hvor hun ikke havde problemer på grund af sin religion. Men da Jojo siden flyttede tilbage til København, fortsatte chikanen.

En dag sad hun i sin bil på Nørrebro. Syv unge med arabisk baggrund omringede bilen. En satte foden op på kølerhjelmen og nidstirrede hende.

- Tror du jeg kigger på dig, din fucking grimme luder. Prøv at se, hvad du har på din bitch, sagde han til Jojo, der klæder sig som danske kvinder - om sommeren i shorts og T-shirt.

Så opdagede han korset om hendes hals.

- Nå, du har et kors på - så er du også en kristen fucking luder. Ved du, hvad vi gør ved folk som dig? Ved du, hvad vi gør ved folk som dig? I bliver stenet, råbte han.

Tør ikke anmelde sagerne
Rædselsslagen kører hun fra stedet og melder det til politiet. Københavns Politi bekræfter, at man efterforsker truslerne og flaskekastet mod Jojo. Politiet siger også, at de ikke får mange anmeldelser om disse sager - og de frygter, at der er store mørketal - altså folk, der ikke tør anmelde sagerne.

Men problemerne slutter ikke her for Jojo

Noget tid efter truslerne om stening kom hun kørende på Nørrebro i bil med en ven. Hun ser den mand, der har truet hende med stening stå på et gadehjørne. Han opdager hende. Hun forsøger at filme ham med sin mobil. Manden kaster en flaske efter hendes bil. På optagelsen kan man se manden – og høre flasken ramme jorden.

TV 2 Nyhederne har også interviewet en anden kvinde, der bliver forfulgt for sin kristne tro.

Hun er anonym af frygt for repressalier, og fordi hun og hendes søn bliver chikaneret i den blok, hvor de bor - hvor hun som enlig kristen mor uden tørklæde stikker ud i en bygning med primært muslimske familier.

- Min søn bliver kaldt alt muligt. Jeg bliver kaldt alt muligt. Vantro. Beskidte kristne. Og at jeg burde stenes ihjel, fortæller hun.

Gav mig en flad
Sønnen er også blevet overfaldet.

- Han blev slået ved busstoppestedet. Han blev kaldt svin, beskidte kartofler, I burde dø.

Hun klagede til det lokale ejendomskontor, der trak gruppen af børn og unge ind til en samtale. En dag bankede det så på døren i hjemmet. Ud gennem dørspionen kunne hun se nogle af børnene og de unge – og hun troede, de måske ville sige undskyld, så hun åbnede døren. Men i stedet braser to voksne mænd ind.

- Han kaldte mig en beskidt kristen, luder og vantro. Så skubber han mig ind lejligheden. Han rystede mig og gav mig en flad.

Tør ikke være der
Både kvinden med iransk baggrund og Jojo prøver nu at flytte væk fra de områder, de bor i.

- Jeg kan ikke være på Nørrebro mere, siger Jojo, som nu er flyttet på krisecenter.

Se indslaget fra tirsdagens 19 Nyhederne øverst i artiklen.

På Jojo’s Facebookside samler hun forskellige vidneudsagn og oplevelser ind fra kristne, der oplever chikane, trusler og vold.