Danskerne boykotter Jensens Bøfhus: Småligt og skandaløst!

Modstanden på de sociale medier mod Jensens Bøfhus vokser minut for minut.

Modstanden på de sociale medier mod Jensens Bøfhus vokser minut for minut. Årsagen er en afgørelse fra Højesteret i går, der giver kæden medhold i, at Jacob Jensen fra Sæby ikke må kalde sin fiskerestaurant Jensens.

Sidste år var sagen i Sø- og Handelsretten, og her fik Jensens Fiskerestaurant lov til at beholde sit navn. Dog skulle ejeren ændre logoet, så der ikke længere stod restaurant og Jensen ikke var fremhævet. Derfor står der nu Jensens Fisk på restaurantens facade og hjemmeside. Men Jensens Bøfhus var utilfreds med dommen og ankede til Højesteret, hvor de altså har fået medhold.

Jacob Jensen skal nu betale en erstatning på 200.000 kr. til Jensens Bøfhus' ejer Palle Skov Jensen. Samtidig skal han afgive restaurantens navn og domænenavn.

Facebook-siden Boykot Jensens Bøfhus har i skrivende stund fået ikke mindre end 43.000 likes. På Støt Jensens Fiskerestaurant, der har 15.000 likes, donerer folk penge til støtte for den lille fiskerestauratør.

- Jeg er meget overrasket over, at det er gået så hurtigt. Hver gang jeg opdaterer min computer, er der lige kommet et par hundrede likes flere, siger manden bag Boykot Jensens Bøfhus, siger Magnus Jensen.

- Jeg har oprettet siden for at vise Jensens Bøfhus, at det ikke er i orden, det de har gjort. At et fælles boykot kan ramme dem på pengepungen.

1500 personer har kommenteret på en artikel fra i morges, hvor tv2.dk har snakket med den frustrerede fiskerestauratør. Langt de fleste er fortørnede over Jensens Bøfhus og kalder det bl.a. småligt og skandaløst.

Marianne Manett skriver på TV 2 Nyhedernes Facebook-side: Tænk at et bøfhus der "laver" det mest elendige mad kan vinde over "den lille mand" som sætter en ære i at servere rigtig veltillavet mad (ovenikøbet fisk) som jo ikke kan være en konkurrent til bøfhuset ...det er da fuldstændig uacceptabelt!!!!!

Lars Bo Jensen er enig: Bakker helt op om Jakob Jensen. Det er jo egentlig ham der burde være fortørnet over at Jensens Bøfhus tillader sig at sammenligne deres præfabrikerede fødevarer med hans gode mad.

Hans Eriksen stemmer i: Ikke flere besøg på bøfhuset. Højesteret underkender landsretten. Er det her aftalt på en golfbane, i en loge eller på en jagttur?

tv2.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jensens Bøfhus.

Deltag i debatten om Jensen og Jensen på vores Facebookside

Danskerne er rasende over, at familierestauranten ikke tillader en lille fiskerestaurant at hedde Jensens. Hvad mener du?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Saturday, September 20, 2014