Bornholm dækket af mudder efter skybrud: Man tror det er løgn

Bornholm blev lørdag ramt af et kraftigt regnvejr, da det regnede stort set uafbrudt fra sidst på formiddagen og frem til de sene aftentimer. Værst g

Bornholm blev lørdag ramt af et kraftigt regnvejr, da det regnede stort set uafbrudt fra sidst på formiddagen og frem til de sene aftentimer.

Værst gik det til i Nexø, hvor man fik mere end en hel måneds normalnedbør. Hele 88 millimeter blev det til i Nexø på lidt over 12 timer, hvoraf de 63 millimeter faldt i tidsrummet mellem klokken 17 og 20. 

Skybruddet ramte hårdt, og flere huse og kældre stod under vand. En af de uheldige var Winnie Hansen i Nexø.

- Man prøver jo at gøre et aller andet, men for fanden altså. Der var ingen strøm, så jeg gik med en lommelygte i den ene hånd og prøvede at få ting væk med den anden hånd. Det er jo forfærdeligt. 

- Det er en kæmpefryser, som er totalt proppet med varer, der bare er væltet. Man tror, det er løgn, siger hun.

Også Bent Ole Kofoed blev ramt af vandmasserne.

- Vi var til fødselsdag i Rønne. Da vi kom hjem kunne vi se, at der var vand over det hele. Da vi kom ind, kunne vi se, at strømmen var gået over alt. I kælderen kunne vi se, at der var vand til et godt stykke op til væggene, siger Bent Ole Kofoed.

Han fortæller, at han ikke har kunnet komme ned i sin kælder og besigtige skaderne før op ad søndagen.

Lørdagens kraftige regnmængder kunne ses dagen derpå, og søndag er store dele af området på Bornholm dækket af flere centimeter mudder.

Et af de steder er et Citroen-værksted uden for Neksø. Til stor frustration for indehaveren, Preben Andersen.

- Vi kunne sådan set ikke gøre noget, fordi vandet løb jo over alt. På hver en plet var der vand, det løb rundt om vores hus og vores biler og ind i værkstedet og over alt. Det er håbløst at stoppe, når det vælter rundt, som det gjorde der, siger han.

Regnvejret faldt som som nævnt kraftigst mellem klokken 17 og 20, og på et tidspunkt var man oppe på skybrud på hele det østlige Bornholm. Du kan se radarbillederne derfra herunder: