Nægtet flexjob: Kommune dømte arbejdsprøvninger ude

16x9
Karsten Bygvraa er blevet sendt i flere arbejdsprøvninger - uden resultat Foto: Privatfoto

Karsten Bygvraa vil gerne arbejde, så han ikke ender på førtidspension.

Karsten Bygvraa vil gerne arbejde, så han ikke ender på førtidspension. Men med leddegigt kan det ikke blive til et fuldtidsarbejde, og det har sendt Karsten Bygvraa ud i en kamp for at få et job: For trods tre praktikforløb forud for et muligt flexjob, har hans kommune ikke endnu givet ham ét. Så nu har han hverken flexjob eller førtidspension. Og Karsten Bygvraa fra Vejen er langt fra den eneste:

Tv2.dk har tidligere fortalt om den 44-årige Kim Damgaard, som ikke kan få førtidspension i Vejen Kommune på trods af adskillige lægers konstatering af, at den tidligere fængselsbetjent aldrig kommer i arbejde igen.

Kim Damgaards kamp for at få tilkendt en førtidspension har varet i mange år, og i dag føler han sig magtesløs over for et system, som han føler trækker hans sag i langdrag for at spare penge. Den samme situation står den 59-årige Karsten Bygvraa fra Vejen også i.

Karsten Bygvraa blev i 2008 diagnosticeret med leddegigt, som gør, at han har problemer med specielt hænder og fødder. Før leddegigten arbejdede Karsten Bygvraa som maskinarbejder i 30 år – et job, som han ikke længere kan varetage på grund af smerterne i specielt hans hænder.

- Hvis ikke jeg var blevet syg, så ville jeg meget gerne være fortsat i samme branche, indtil min pension, siger Karsten til tv2.dk.

Må kun udføre jobs med skånehensyn
På grund af Karstens sygdom får han af lægerne at vide, at han kun må udføre jobs, hvor der kan opfyldes en række skånehensyn. Disse hensyn skal tages blandt andet på grund af, at leddegigten kan forværres ved overbelastning. I en skrivelse til Jobcenter Vejen, som behandler Karstens sag, skriver hans praktiserende læge blandt andet:

’Han har især problemer med fødder og hænder, som han får smerter i, når han belaster dem. Fødderne får han til dels afhjulpet med specialfodtøj, mens hænderne skal skånes for alle former for belastninger. ’

Lægens vurdering bakkes op af overlæge Ada Colic fra Reumatologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, som i en statusattest skriver:

’Patienten har en kronisk inflammatorisk ledlidelse, og der vil være livslange skånehensyn med henblik på ledbelastning. Trods vores behandling kan patienten pådrage sig varige knogleskader. Den medicinske behandling kan kun forbedre patientens livskvalitet, men behandlingen kan ikke fremme patientens mulighed for at arbejde yderligere. ’

Flere praktikforløb til ingen nytte
Da Karsten på trods af sin sygdom stadig gerne vil være en del af arbejdsmarkedet, håber han at kunne blive tilkendt et flexjob, fordi hans arbejdsevne er permanent nedsat på grund af leddegigten. En konklusion, som han altså har flere lægers ord på. Karsten har samtidig lægernes ord for, at der skal tages en række skånehensyn, når det gælder det arbejde, som han bliver sendt i.

For at Karstens sag kan blive udredt, er han siden 2012 blevet sendt i flere praktikforløb, hvor hans arbejdsevne skulle vurderes.  De første to praktikpladser fandt Karsten selv, men ved begge forløb blev det efterfølgende konkluderet, at Karstens skånehensyn ikke kunne tilgodeses. Og at Jobcenteret overhovedet sagde ja til at sende ham ud i langvarige praktikker, når det stod klart, at Karstens skånehensyn ikke kunne tilgodeses, undrer ham meget.

- Det undrer mig meget, hvorfor jeg skulle deltage i praktikkerne, hvor af den ene varede et år, når det efterfølgende kunne konkluderes, at mine skånehensyn ikke kunne tilgodeses. Den vurdering burde være truffet langt tidligere i praktikforløbet, så jeg kunne være blevet overflyttet til et nyt praktikforløb, hvor mine skånehensyn kunne opfyldes, siger Karsten Bygvraa.

Karsten er nu i endnu et praktikforløb, som Jobcenteret har fundet til ham. Forløbet skal være med til at afgøre, hvordan hans fremtid skal se ud. Dette forløb foregår hos en blikkenslager, hvor Karsten bruger sine hænder flittigt.

- Jeg er glad for at gå på arbejde, men jeg kan mærke, at mine hænder er ømme, og at jeg er træt, når jeg kommer hjem. Heller ikke her er mine skånehensyn blevet opfyldt, og det er en regning, som jeg kommer til at betale for på sigt, siger Karsten Bygvraa.

På trods af de tre praktikforløb, som Karsten har været gennem i løbet af de seneste år, har han endnu ikke fået en afklaring på, om han kan blive tilkendt et flexjob. Blandt andet fordi kommunen dømte praktikforholdene ude, fordi de ikke selv havde tjekket, at skåneforholdene på praktikstederne rent faktisk kunne overholdes.

Kan være en udfordring at finde praktikplads
Hos Vejen Kommune vil man ikke udtale sig om enkeltsager, men Steen Aldenborg, som er chefkonsulent hos Vejen Jobcenter, forklarer, at kommunen normalt tjekker, at skånehensynene kan opfyldes, inden borgeren begynder i praktik.

- Inden borgeren begynder i praktikken, så har vi normalt en dialog med arbejdsgiveren om, hvad formålet med praktikken er, og hvilke hensyn der skal tages. Der kan jo så selvfølgelig ske misforståelser, hvor enten vi som kommune ikke er klare nok i spyttet, eller hvor arbejdsgiveren ikke har forstået, hvad det handler om.

- Nogle gange er det en udfordring for os at finde en praktikplads, der passer til den enkelte, og hvor skånehensynene kan tilgodeses. Men det er jo vores lod, siger Steen Aldenborg.

Ikke et normalt forløb
Steen Aldenborg medgiver over for tv2.dk, at et forløb som det Karsten Bygvraa har været igennem, ikke er normalt.

- I forhold til sådan en situation, hvor borgeren ikke mener, at hans eller hendes sag er blevet behandlet ordentligt, så kan man anke sagen.

Chefkonsulenten forklarer dog, at praktikken er til for at afklare, hvilke begrænsninger der er for at borgeren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

- Man kan kun få tilkendt en førtidspension, hvis ens arbejdsevne er helt udtømt. Men hvis man stadig kan arbejde i for eksempel to timer om dagen, så er ens arbejdsevne jo ikke udtømt. I det tilfælde ville vi typisk nok se på en tilkendelse af flexjob, slutter Steen Aldenborg.

Karsten Bygvraa venter stadig på at hans sag hos kommunen bliver afgjort. Han har netop fået afslag på at få sin sygedagpengeperiode forlænget for anden gang – på trods af at hans første to praktikforløb, som han velvilligt har deltaget i, er blevet dømt ude af Vejen Jobcenter. Han skal derfor på kontanthjælp fra den 1. juli.